Mand stak af fra fængsel

Stod til udvisning: 36-årig ester hoppede over hegnet i Nyborg Statsfængsel, men fik kun 45 minutter på fri fod

Fange flygtet fra Nyborg Statsfængsel. (Foto: Google Maps)
Fange flygtet fra Nyborg Statsfængsel. (Foto: Google Maps)

En fange formåede mandag eftermiddag at springe over to hegn og stikke af fra Nyborg Statsfængsel.

Fangeflugten fandt sted klokken 14.43, og manden stak af til bens i nordvestlig retning, oplyser Fyns Politi til Ekstra Bladet.

- Han 'planker' den og løber mod motorvejsafkørslen ved Nyborg Vest, siger vagtchef Hans Jørgen Larsen.

Politiet sendte et stort eftersøgningshold ud efter manden og fik stoppet togtrafikken over Storebælt i en kort periode, så han ikke kunne forlade Fyn på den måde.

Og flugten ud i friheden blev da også en kort fornøjelse for den 36-årige mand, som afsoner en dom på 12 år.

Kun 45 minutter efter, var han nemlig på vej tilbage bag fængslets fire mure.

- Vi har en hundevogn uden ved Hjulby Sø, hvor vi finder ham i noget krat, siger vagtchefen.

Manden fulgte uden dramatik med betjentene tilbage til fængslet. Han blev anholdt 15.26 - kun cirka 45 minutter efter, at han havde taget flugten.

Vagtchefen havde ikke konkrete oplysninger om, hvad manden sidder inde for.

Men han kan formentlig se frem til at lægge lidt oveni sin straf for at flygte fra fængslet, oplyser politiet.

Den 36-årige, der er fra Estland, står desuden til udvisning.