Pensionist-morder på fri fod

Stak af, da han blev nægtet juleorlov - familien frygter for hans liv

I mere end en uge har en dobbeltmorder været på flugt fra sin livstids-afsoning på en forbryderanstalt ved København. Selv om manden har været efterlyst over hele landet, har ingen tilsyneladende hørt fra ham i flere dage. Nu frygter hans familie, at han vil tage sit eget liv.

Det er den 46-årige Erik Karl Geldam, der med to menneskeliv på samvittigheden nu må kigge sig over skuldrene for at undgå at ende bag tremmer igen. Han burde sidde på udslusningspensionen Lysholmgård i Hvidovre ved København og se ud på decemberregnen. Her - og i andre fængsler - har han i over tolv et halvt år siddet indespærret for at skære halsen over på to pension-ister blot for at skaffe nogle få håndører.

- Vi har efterlyst ham over hele landet. Det er nogle modbydelige forbrydelser, han har begået, men jeg kan ikke se i mine papirer, at han er betegnet som farlig, siger vicepolitikommissær fra Rødovre Politi.

DYBT, DYBT ULYKKELIG
Selvom manden ikke af systemet betegnes som farlig for andre, mener hans familie, at han er farlig for sig selv, hvis han ikke snart vender tilbage til pensionen.

- Det ender med, at han tager sit eget liv. Han er dybt, dybt ulykkelig, siger Erik Karl Geldams søster Tove Bilevits til Ekstra Bladet. Hun talte med sin bror i torsdags. Det eneste, han sagde, var, at han var i knibe.

Erik Karl Geldam har i de sidste måneder afsonet på den åbne pension i Hvidovre. Efter i en årrække at have siddet på blandt andet Anstalten ved Herstedvester og Vridsløselille Statsfængsel, var han fundet egnet til en plads på pensionen, der skulle gøre ham klar til et liv uden for murene.

BESKYLDT FOR TRAILER-TYVERI
Men da han blev nægtet orlov i forbindelse med julen, gik han sine egne veje. I stedet for at mønstre til tiden, valgte han at gå ud gennem porten fredag 20. december.

Grunden til, at manden ikke måtte besøge sin kone og resten af familien op til jul, var påstanden om, at han i forbindelse med flytning af en seng fra sin bopæl til pensionen, havde stjålet en trailer.


HALSHUGGEDE TO PENSIONISTER
- Som vi har hørt det, var det en trailer, han havde fået lov til at låne, sige Tove Bilevits.

- Men han har flere gange forsøgt at råbe op om, at han ikke bliver behandlet som et menneske inden for murerne. Han stod til at skulle prøveløslades i løbet af det næste par år. Men som han har det nu, er det ikke sikkert, han overlever. I hvert fald ikke på fri fod, siger søsteren.

Står det til politikerne, skal han dog ikke gøre sig forhåbninger om legitim frihed foreløbig.

Ifølge medlem af Retsudvalget Karsten Nonbo (V), hører mænd som Erik Karl Geldam til bag tremmer:

- Den mand skal i fængsel igen, og han skal straffes for at flygte. Det samme skal den familie, som skjuler ham nu.

Erik Karl Geldam blev i starten af halvfemserne kendt som pensionist- eller vinduespudsermorderen. Han skaffede sig adgang til to ældre menneskers hjem ved at foregive, at han skulle låne deres toilet. Da han var inde, skar han iskoldt halsen over på dem og stak af med de myrdedes få værdier. Han blev i 1993 idømt fængsel på livstid.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Jakob Hansen
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen