Tidligere topnazist vidner for DF-pressechef

Søren Espersen har indkaldt tidligere leder af det danske nazistparti i injuriesag mod Tjeck Magazine

Dansk Folkepartis pressechef, Søren Espersen, har indkaldt den tidligere leder af det danske nazistparti som vidne i den kommende retssag om hans påståede medlemskab af Danmarks National-Socialistiske Bevægelse (DNSB).

Den mangeårige landsleder af DNSB, Povl Heinrich Riis-Knudsen, er blandt vidnerne, når Østre Landsret mandag tager hul på den injuriesag, Søren Espersen har anlagt mod LO's ungdomsblad Tjeck Magazine. Ungdomsbladet beskrev kort inden folketingsvalget i 2001 i artiklen "Pia's pressechef i naziarkiv", hvordan Søren Espersen i perioden fra 1988 til 1992 stod opført som såkaldt B-medlem i nazisternes arkiv.

Povl Heinrich Riis-Knudsen blev i 1992, efter 23 år som stifter og leder af DNSB, smidt ud af partiet, da det blev kendt, at han havde forelsket sig i en palæstinensisk pige, der var kommet hertil som flygtning. Blandt de andre vidner, som Søren Espersen har indkaldt i landsretten, er også den tidligere formand for Den Danske Forening Ole Hasselbalch.

Københavns Byret har tidligere frifundet Tjeck Magazine for injurier med henvisning til, at bladet blot har viderebragt faktuelle oplysninger, og at Søren Espersen rent faktisk har stået opført som såkaldt B-medlem af DNSB.

Søren Espersen fortalte i Københavns Byret, at han ingen forklaring har på, hvorfor han stod opført i nazistpartiets kartotek - ud over at han i perioden dækkede DNSB som journalist.

Hverken Søren Espersen eller Tjeck Magazines redaktør, Thomas Møller, har inden retssagen ønsket at kommentere, hvilke nye beviser de vil fremlægge.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen