61 er anholdt under uroligheder i Schweiz' hovedstad

Techno-fest udvikler sig til voldsomme sammenstød i den gamle bydel af Bern

Politiet i Schweiz har søndag anholdt 61 mennesker i forbindelse med en techno-fest i hovedstaden Berns gader.

21 politifolk meldes kvæstet.

Urolighederne startede i Berns gamle bydel tidligt søndag morgen under en fest, der gik under mottoet "Tanzt Dich Frei".

Efter uropoliti og snesevis af hætteklædte unge gjorde front mod hinanden, forsøgte en gruppe at fjerne hegn, der omgiver landets parlament.

Politiet svarede igen med tåregas og vandkanoner, som spredte mængden på pladsen.

Imens cirklede en helikopter rundt over stedet.

Nogle aktivister blev tilbage og begyndte at kaste flasker og fyrværkeri efter politiet og vandkanonerne.

Ifølge politiet deltog der 10.000 mennesker i festen, der var indkaldt til via Facebook. De fleste opførte sig fredeligt.

Vinduer i banker og butikker blev smadret og overtegnet med graffiti, og den svenske ambassade, der lå på festruten, fik også spraymaling.

Ødelæggelserne kan løbe op i flere millioner kroner.

Arrangørerne giver i en erklæring politiet skylden for, at det udviklede sig.

De siger, at mange aktivister havde reageret i selvforsvar, og at bystyret havde dæmoniseret arrangementet.

Inden techno-festen havde arrangørerne appelleret til militante autonome grupper om at holde sig væk.

- Det er en skam, at arrangementet ikke kunne gennemføres fredelig, siger de.