Gaffatape kan fælde attentatmand

Politiet har masser af tekniske spor i attentatforsøget på debattøren Lars Hedegaard. Dna på en rulle grå gaffatape kan fælde pistolmanden

I seks uger holdt denne varevogn tæt på Lars Hedegaards bopæl, men først 20. marts satte politiet bilen i forbindelse med attentatet. (politifoto)
I seks uger holdt denne varevogn tæt på Lars Hedegaards bopæl, men først 20. marts satte politiet bilen i forbindelse med attentatet. (politifoto)

En rulle grå gaffatape fundet i den mørkeblå varebil, som formentlig blev brugt af gerningsmanden til drabsforsøget på Lars Hedegaard, kan være nøglen til opklaringen af attentatforsøget.

Eksperter på Retsgenetisk Afdeling har fundet dna på taperullen, som kan stamme fra gerningsmanden. Politiet har via Interpol sendt dna-profilen ud til hele verden, men hidtil uden resultat.

Negative svar fra udlandet
- Der er tale om en såkaldt blandingsprofil. Men den er god nok til at give et match, hvis personen findes i et lands dna-register. Vi har fået mange svar fra udlandet, men hidtil har alle været negative, siger drabschef Jens Møller, Københavns politi, til Ekstra Bladet.

Se også: Hedegaard-drabsforsøg: Ved du noget om denne bil?

Den blå VW Transporter med nummeret AW 89 223 holdt parkeret i seks uger over for Lars Hedegaards daværende bopæl på Pelargonievej 7, Frederiksberg, før politiet satte varevognen i forbindelse med attentatforsøget.

Politiet formoder, at bilen har været brugt til at observere mod Lars Hedegaard og måske også skulle bruges som flugtbil. Men der gik panik i pistolmanden, da han skød forbi Lars Hedegaard, som gik til angreb på gerningsmanden, der flygtede til fods.

Mange spor i varevognen
Der er fundet flere interessante spor i varevognen, der blev købt via Den Blå Avis for 7000 kr. kontant af en køber, der opgav falsk navn og adresse på købekontrakten. Fra den tidligere ejers tid lå der en øldåse og en plasticdunk, men der er fremmede fingeraftryk og håndaftryk på genstandene. De kan tilhøre attentatmanden.

- På øldåsen findes den tidligere bilejers fingeraftryk, men også et håndaftryk, der er ukendt. På plasticdunken findes et fingeraftryk, der også er ukendt. Det kan være gerningsmanden, der har flyttet rundt på genstandene i bilen, siger Jens Møller.

Mens den tidligere ejer af Transporteren vedkender sig øldåsen og plasticdunken kender han intet til den rulle grå gaffatape, der lå i bilen. Den papkasse, som den falske postbud brugte som påskud for at ringe på hos Lars Hedegaard, var omviklet med grå gaffatape.

- Men vores teknikere har konstateret at gaffatapen fra papkassen ikke er den samme tape som rullen fra bilen. Bredden og mønsteret er anderledes, siger drabschef Jens Møller.

Kasse med støvsugerposer
Papkassen var tom og har været brugt til emballage af støvsugerposer af mærket 'Minalux 1800', oplyser Jens Møller. Kassen var forsynet med to navnelabels. Lars Hedegaard navn stod ikke på, men det gjorde en anden beboer i opgangen.

Politiet har også fundet ud af, at sælgeren af den mørkeblå VW Transporter blev ringet op af en mobiltelefon med et anonymt taletidskort, som kun har været brugt til at finde en egnet bil i Den Blå Avis.

- Det hele vidner om en vis planlægning, siger Jens Møller.

Ved du noget ? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

1 af 4 Lars Hedegaard Jensen lever på hemmelig adresse efter mordforsøget den 5. februar. (Foto: Jacob Ehrbahn/Polfoto)
2 af 4 I varevognen lå en øldåse, en plasticdunkt og en rulle grå gaffatape. Alle er er interessante i sagen. Der er finger- og håndaftryk på øldåse og dunk, mens der er fundet en dnaprofil på taperullen. (politifoto)
3 af 4 Varevognen blev kønt den 2. februar af en mand, der brugte navnet 'Mohammed Issa'. På attentatdagen holdt den parkeret ved Lars Heegaards bopæl. (politifoto)
4 af 4 I seks uger holdt denne varevogn tæt på Lars Hedegaards bopæl, men først 20. marts satte politiet bilen i forbindelse med attentatet. (politifoto)

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Har du en mening om Ekstra Bladet? Kom med i vores panel og del din mening med os
Nyhedsredaktør:Anders Zacho
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen