Datter fandt forældrene skudt

Alt tyder på en familietragedie efter at et ældre ægtepar er fundet skudt i Slangerup

Familie fandt ægteparret døde i eftermiddag i huset på Anemonevej. (Foto: Allan Andersen/politirapporten.nu)
Familie fandt ægteparret døde i eftermiddag i huset på Anemonevej. (Foto: Allan Andersen/politirapporten.nu)

En datter fandt i dag sine forældre på 83 og 89 år skudt i deres hjem på Anemonevej 3 i Slangerup. Datteren mødte op sammen med sin mand og låste sig ind i huset.

Alt tyder på, at der er tale om en tragedie, hvor en forhenværende smedemester, 89, har skudt sin 83-årige hustru og derefter begået selvmord. Våbnet var et haglgevær.

Politiet fik anmeldelsen kl. 13.31, og de kriminaltekniske undersøgelser af det lille parcelhus på 99 kvadratmeter, der ligger på en stille villavej med blot otte huse, viser, at der er tale om en familietragedie.

Se også: To personer fundet dræbt i Slangerup

Beboere på vejen blev opskræmt af det store politiopbud, men vicepolitiinspektør Henning Svendsen, Nordsjællands politi, kan berolige beboerne med, at der ikke er en ukendt morder på fri fod.

Drab og selvmord
- Der er ingen tegn på, at der har været fremmede i huset. Der er ikke begået indbrud. Huset var aflåst, og der er ingen uorden. Så alt tyder på, at der ligger en familietragedie bag, en tragisk beslutning med et drab og et selvmord, siger Henning Svendsen.

Parret holdt for kort tid siden krondiamantbryllup efter 65 års ægteskab. Ifølge en beboer på vejen skulle hustruen være syg.

- Vi har endnu ikke talt med parrets læge, så det kan jeg hverken be - eller afkræfte, siger Henning Svendsen.

Parret var rimeligt mobile, men havde hjemmepleje, og politiet er i færd med at undersøge, hvornår parret senest blev set i live af hjemmeplejen.

- Vi ved, at hjemmehjælperen var ved huset i formiddags, men der var låst, og så var aftalen, at hjemmehjælpen blot kørte igen og kom tilbage på et senere besøg, siger Henning Svendsen.

- Der er intet som tyder på, at parret har ligget døde i længere tid, siger han.

Politiet har foreløbig ingen ide om motivet til tragedien.

Tre gange tidligere i år har nære familiemedlemmer valgt at gå i døden sammen efter aftale eller er blevet dræbt, hvorefter drabsmanden har begået selvmord.

Ved du noget ? Tip os på sms 1224 (koster alm. takst) eller på mail 1224@eb.dk

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere