Her er dommen over Alis drabsmænd

Fire unge er kendt skyldige i dødsvold mod 20-årige Ali Agha, og nu er dommen faldet

Ali Hassan Agha blev dræbt, fordi han var ven med den ene dømtes kæreste. (privatfoto)
Ali Hassan Agha blev dræbt, fordi han var ven med den ene dømtes kæreste. (privatfoto)

Retten på Frederiksberg har netop idømt fire mænd mellem 18 og 19 år tilsammen 29 års fængsel for dødsvolden mod den 20-årige pædagogstuderende Ali Hassan Agha.

De fire blev tidligere i dag fundet skyldige i vold med døden til følge ved nævningetinget, og nu er straffene udmålt.

Den 19-årige Osama Kh Jaffar blev idømt otte års fængsel. Han var hovedmanden bag overfaldet.

Den 18-årige Khalid Mohamed El Hariry fik syv års fængsel.

Den 18-årige Sharoz Sakander Malik fik syv års fængsel.

Og den 19-årige Suat Plass fik syv års fængsel.

Se også: Farligt venskab førte til Ali’s død

De dømte smilede og hilste på vennerne på tilhørerpladserne, da de kom ind i retten for at få deres straffe.

Men pårørende til de fire dømte begyndte at græde straks efter, at dommen var læst op.

Anklager Maria Cingari fik næsten, hvad hun gik efter. Hun havde netop i sin procedure krævet syv til otte års fængsel til de dømte og udvisning af Osama Jaffar til Irak.

Slap med betinget udvisning
Men Osama Jaffar slap med en betinget udvisning, så han kan blive i Danmark, hvis han ikke igen begår noget kriminelt. Retten anså, at han havde størst tilknytning til Danmark, og at det ville stride mod menneskerettighederne at udvise ham til Irak.

Osama Jaffar sagde selv inden dommen:

- Det er fair, at I straffer mig, bare I ikke sender mig væk fra min familie og kæreste.

Se også: Nævning bortvist fra retten

De fire unge opsøgte Ali Hassan Agha den 21. oktober sidste år, fordi han havde et venneforhold til Osma Jaffars kæreste, som han sendte sms til.

De konfronterede derfor Ali Hassan Agha på et stisystem mellem Mørkhøj og Tingbjerg, hvor de gennemtæskede ham med slag, spark og knivstik.

Den efterfølgende obduktion har vist, at den pædagogstuderende døde af læsioner i hjernen som følge af stump vold.

Overfaldet var planlagt
Senioranklager Maria Cingari sagde i sin procedure, at volden var nøje planlagt. De fire hentede Ali Agha på hans bopæl og kørte ham til Tingbjerg, hvor de tærskede løs på ham.

- Da Osama Jaffar er primus motor bag dette angreb, skal hans straf ikke være under otte år, og han skal udvises til Irak. De andre skal ikke have under syv års fængsel, sagde anklageren.

Under retssagen var der en meget trykket stemning, hvor hadet mellem de omkring 50 tilhørendes forskellige parter kunne mærkes.

Se også: Mor råbte efter tiltalt: Skam dig

I retssalen blev det flere gange for meget for den dræbtes far at høre på forsvarerne for de dømte, der påstod at straffe på tre-fire år måtte være nok. Derfor råbte faderen blandt andet om den ene af de dømte:

- Han er ikke ordentlig integreret. Han opfører sig som en iraker.

Det fik nogle af de fem betjente inde i retten til at rejse op og følge faderen ud.

Der var samtidig et stort opbud af betjente udenfor retten for at holde ro på tilhørerne fra de to 'lejre', der vadede ind og ud af retssalen.

På et tidspunkt måtte betjentene inde i retten endda rykke ud på gangen, fordi der opstod tumult.

1 af 2 Hassan Agha er far til den 20-årige Ali, der i oktober sidste år blev udsat for dødsvold. - Hemmeligheden om den aften ligger hos Ali, har faren tidligere udtalt til Ekstra Bladet. Foto: Anthon Unger
2 af 2 Ali Hassan Agha blev dræbt, fordi han var ven med den ene dømtes kæreste. (privatfoto)