Gruppevoldtaget og døde: Teenager skyldig

En indisk mand er kendt skyldig i gruppevoldtægt og drab på en ung kvindelig studerende

Chokerede og sørgende indere på gaden over den unge kvindes død. (Foto: AP)
Chokerede og sørgende indere på gaden over den unge kvindes død. (Foto: AP)

En 23-årig indisk studine blev brutalt gruppevoldtaget af flere mænd i december sidste år inde i en offentlig bus i hovedstaden New Delhi.

Se også: Indien: Studine gruppevoldtaget i bus

I ti dage kæmpede den unge kvinde for sit liv på Safdarjung Hospital og senere på Mount Elizabeth i Singapore.

Hun nåede at gennemgå to store operationer og en mindre i løbet af perioden og fik store dele af sine tarme fjernet, men til sidst måtte den indiske kvinde give op og åndede ud.

Lørdag fik en af gerningsmændene så sin dom i denne meget grufulde og opsigtsvækkende voldtægtssag.

Den kun 18-årige knægt, der var 17 på gerningstidspunktet, fik sin dom ved en ungdomsdomstol i New Delhi, der tidligere ad fire omgange har udsat dommen.

Teenageren har nu fået maksimum straffen på tre års fængsel.

Det fortæller både mandens forsvarer og offerets familie til indiske medier, rapporterer nyhedsbureauet dpa.

Den afdøde kvindes familie ønskede dog, at manden får den hårdest mulige straf:

- Vi ønsker kun, at han bliver hængt. Det er det hele. Han vidste, hvad han gjorde. Hvordan kan han blive fremstillet ved en ungdomsdomstol, siger faderen, ifølge Ritzau.

I anklageskriftet står der desuden, at teenageren, der afviser at have været indblandet i forbrydelsen, at hele seks mænd deltog i gruppevoldtægten.

En af disse mænd er dog død i et fængsel tilbage i marts, hvor han angiveligt begik selvmord.

De øvrige risikerer dødsstraf, når deres retssager forventes at begynde i de kommende uger.

Se også: Fem indiske mænd erklærer sig ikke-skyldige i voldtægt

Voldtægten har skabt en del debat i Indien, da det er et alvorligt problem i det asiatiske land, hvor New Delhi er almindelig kendt som ‘Indiens hovedstad for voldtægter’.

Ifølge korrespondenter kan New Delhi være en barsk by for kvinder at leve i, eftersom både voldtægter og bortførelser er hverdagskost i millionbyen.

Hovedstadens voldtægtsstatistik overgår enhver anden sammenlignelig by i landet, hvor alene 550 tilfælde i 2011 blev registreret af politiet.

Sagen har samtidig fået parlamentet i New Delhi til at hæve straffen for voldtægt.

Det har dog tilsyneladende ikke haft det store effekt, da det er sket flere gange siden december.

Se også: Amerikaner udsat for gruppevoldtægt i Indien

Senest er en amerikansk turist blevet gruppevoldtaget i juni.