Identitetstyveri: Henriette snydt for flere hundrede tusinde kroner

Efter at Henriette Thiim fik stjålet sin pung, har identitetstyve handlet for flere hundrede tusind kroner i hendes navn

Henriette Thiim frygter for sin fremtid. Hun er også bange for, at hun aldrig kan låne penge til at købe det lille hus, hun drømmer så meget om. (Foto: Privatfoto)
Henriette Thiim frygter for sin fremtid. Hun er også bange for, at hun aldrig kan låne penge til at købe det lille hus, hun drømmer så meget om. (Foto: Privatfoto)

Det har kostet Henriette Thiim fra København mange søvnløse nætter, efter at hun den 25. maj fik stjålet sin pung.

Hun er nemlig blevet udsat for identitetstyveri, da tyvene har forfalsket hendes kørekort med et nyt billede.

Det er nu lykkedes tyvene at handle for flere hundrede tusinde kroner i Henriettes navn.

Kvinden på billedet, som udgiver sig for at være Henriette Thiim, taler flydende dansk og er blevet optaget på flere overvågningskameraer i butikker. Blandt andet i Fields, Købermagergade og i Elgiganten.

- Jeg har det forfærdeligt med det. Jeg er meget skræmt over, hvilke konsekvenser det kan få, fortæller Henriette Thiim.

- Jeg er bange for, at kvinden får fat i min lille opsparing, når hun har så meget på mig. Og jeg er bange for, hvor lang tid det bliver ved. Der er ikke noget, der kan stoppe det, da man jo ikke kan spærre et kørekort og sygesikringsbevis, siger Henriette Thiim, som ikke i sin vildeste fantasi troede, at sådan noget kunne ske.

Mystiske BS-aftaler
Henriette Thiim finder ud af, at der er noget i vejen, da hun 4. juni modtager en følgeseddel fra Idé Møbler på 35.000 kroner, og Henriette Thiim har ikke handlet nogen møbler.

- Svindlerne har haft så travlt, at de ikke har fået følgesedlen med, så den blev sendt hjem til min adresse. Jeg tjekkede min netbank, og der var ikke noget galt. Derefter tjekkede jeg mine betalingsserviceaftaler, og der kunne jeg se, at der lå tre aftaler fra Telenor, tre fra Ekspres Bank og Basisbank, som jeg ikke kunne genkende, fortæller Henriette Thiim, som herefter kontakter alle finansieringsselskaber i Danmark og finder ud af, at der er oprettet mange flere aftaler i hendes navn.

Svindleren har også forsøgt sig i HiFi-Klubben, men her var lånet på 60.000 kroner blevet afvist.

Svindleren taler dansk
Gennem Ekspres Bank har Henriette Thiim fået kopier af de dokumenter, som svindleren har brugt til at låne på, her har hun billedet af kvinden på kørekortet.

Ud over det forfalskede kørekort har kvinden også lavet en falsk lønseddel med Henriette Thiims navn på, hvor der står, at hun arbejder i Københavns Kommune. Hvilket hun ikke gør. Samtidig har hun Henriette Thiims sygesikringsbevis.

Det er lykkedes svindlerne at handle gennem flere forskellige finansieringsselskaber, blandt andet i Fona, Elgiganten, Magasin og Ide Møbler. Alle stederne er der blevet handlet for flere tusind kroner.

Lever i usikkerhed
- Jeg skal nu retfærdiggøre, at jeg er Henriette Thiim, jeg ved ikke noget som helst om, hvornår det her stopper, eller om hun går ned og skifter min adresse eller får lavet sine tænder hos min tandlæge.

Henriette Thiim har anmeldt sagen til Politiet, og hos banken er der blevet oprettet en note på Henriette Thiims navn, så det bliver meget vanskeligt for identitetstyven at hæve penge direkte i banken.

- Jeg tror ikke, hun har nogen samvittighed overhovedet. Jeg tror simpelthen, hun er skadet. Disse tyve er iskolde og fuldstændig ligeglade, siger Henriette Thiim.

Har du oplevet noget lignende, så vil vi meget gerne høre fra dig. Send en mail til 1224@eb.dk eller SMS til 1224 (koster alm. takst)

1 af 2 Her er kvinde, som giver sig ud for at være Henriette Thiim. (Foto: Privatfoto)
2 af 2 Henriette Thiim frygter for sin fremtid. Hun er også bange for, at hun aldrig kan låne penge til at købe det lille hus, hun drømmer så meget om. (Foto: Privatfoto)