Hackersagen: Fotokrig foran byretten

Iphones og fotografi-apperater var de tungeste våben, da repræsentanter for de politiske yderfløje stod over for hinanden foran Københavns Byret

Det var her foran Københavns Byret, at politiet måtte skille højre- og venstrefløjsfolk fra hinanden.(Foto: Jonas Olufson)
Det var her foran Københavns Byret, at politiet måtte skille højre- og venstrefløjsfolk fra hinanden.(Foto: Jonas Olufson)

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): Det var hverken køller og flasker der blev taget i brug, da repræsentanter for de to politiske yderfløje i dag stod over hinanden ved Københavns Byret på Nytorv.

Slagvåben var udskiftet med digitale spejlreflekskameraer og Iphones, der på livet løs fotodokumenterede modstanderne fra den 'anden' fløj.

Inde i Byretten forsatte sagen, hvor syv unge med tilknytning til den yderste venstrefløj er tiltalt i den såkaldte hackersag. Her er de anklaget for grov vold og it-kriminalitet i form af hacking rettet mod politiske modstandere.

I formiddags var vidner indkaldt, der var blevet ofre for den selvbestaltede venstre-ekstremistiske efterretningstjeneste og et formodet overfaldsforsøg i Aarhus midtby. En af de personer, der angiveligt blev forsøgt overfaldet, var en ung mand, som på daværende tidspunkt havde relationer til hooligangrupperingen White Pride. Under sin entre i retten skulede han længe på de syv tiltalte, mens han tog plads i vidneskranken.

Overfaldet under værtshusbesøg
Efter frokost var det et voldeligt overfald på tre højre-ekstremister, der skulle belyses.

Overfaldet skete en tidlig aften i oktober 2009. Her blev de tre mænd, der var på værtshus-rundtur i city overfaldet under et besøg på Nørreport Bodega ved Nørreport Station.

Se også: Venstre-ekstremister tiltalt for bodegaoverfald: I dag vidner ofre

Det ene vidne forklarede ved retsmødet, at han var medlem af den højrenationale gruppe, Danmarks Nationale Front - DNF. Sammen med vidnet og et af de to andre ofre var også en mindre gruppe venner med samme politiske anskuelse mødt op ved retten. Det samme var en større gruppe venner og bekendte til de tiltalte.

Allerede inden retsmødets fortsættelse efter frokostpausen var stemningen i forhallen anspændt. Midt i hallen stod en fyr i sort T-shirt med påskriften Danmarks Nationale Front og skulede ondt.

I et hjørne stod to yngre piger - muligvis venner til de tiltalte - med tårer i øjnene. Samtidig drønede to fyre fra den højreekstreme gruppe rundt og fotograferede på livet løs med deres iPhones. Særligt en ung mand med halvlangt hår var mål for de ivrige amatørfotografer, som en overgang fik byretten på Nytorv til at minde om en regulær catwalk.

Den unge mand stod med front helt op mod døren. Blikket var beklemt - den råbende højrefløjsfotograf overtrådte tydeligvis hans grænser. Samtidig råbte særligt den ene højrefløjsaktivist - en lille tæt fyr med tåre-tatovering under det ene øje:

- Det er det I altid plejer at gøre!

To andre højrefløjstyper truede med tæsk til højre og venstre:

- Hvad glor du på. Skal jeg smadre næsen på dig. Vil du med udenfor, så afgør vi det dér, lød de bredt rettede trusler.

Højre og venstre side
Inde i retssalen satte venstre og højrefløjsfolk sig i hver sin side.

Her forklarede vidnet, hvordan han sammen med vennerne havde været på druk, da de blev overfaldet.

- De slog os bagfra. Først troede jeg, det var tøser, der slog. For de slog ikke særligt hårdt. Det var svage slag, forklarede vidnet.

Samtidig beskrev han overfaldsmændene som små og halvfede.

Efter hans forklaring opstod der en lille pause. Højrefløjsmanden med tåretatoveringen gik udenfor på Nytorv. Her var politiet i mellemtiden dukket op.

Igen fandt manden med tåretatoveringen sin Iphone frem, mens han råbende filmede gruppen af venstreorienterede, der ventede udenfor.

Også de holdt sig ikke tilbage. Bevæbnet med langlinsede kameraer 'skød' de tilbage. På et tidspunkt stod de to parter kun ganske få centimeter fra hinanden og filmede modparten.

En ung, kvindelig betjent gik dog i mellem. Med striks stemme beordrede hun de stridbare fotografer væk fra hinanden.

Skærm

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Hent flere