Skolebuschauffør dømt som pædofil

46-årig chauffør fra Arriva fyret og idømt fængsel

Skolebuschaufføren var populær hos børnene, fordi han var så flink og hjælpsom. Men der var en bagtanke, mener retten i Nykøbing Falster. (Foto: Colourbox)
Skolebuschaufføren var populær hos børnene, fordi han var så flink og hjælpsom. Men der var en bagtanke, mener retten i Nykøbing Falster. (Foto: Colourbox)

En skolebuschauffør var meget populær hos børnene i Mern på Sydsjælland, fordi han ofte kørte dem helt hjem, serverede ’Monster’ energidrikke for dem i bussen og chattede med børnene på Facebook. Flere børn besøgte ham også i hjemmet på Møn i weekenderne.

Men den 46-årige skolebuschauffør, der nu er fyret fra Arriva, havde skumle bagtanker med at være så flink. Nu er han idømt seks måneders fængsel for et groft sexovergreb på en 12-årig pige, og han er frakendt retten til at have med børn at gøre, både erhvervsmæssigt og i fritiden.

- Pædofilt møgsvin
– Jeg blev rasende. Jeg ringede til skolebuschaufføren, og kaldte ham et pædofilt møgsvin, fortæller faderen til den 12-årige pige til Ekstra Bladet. Han meldte skolebuschaufføren til politiet og i fredags faldt dommen ved retten i Nykøbing Falster.

Skolebuschaufføren nægtede sig skyldig. Han erkendte, at den 12-årige havde besøgt ham i hjemmet, men der var ikke sket noget seksuelt, sagde han.

– Straffen på seks måneders fængsel betyder ikke så meget. Det vigtigste er, at det nu er slået fast, at det han gjorde, var forkert, og at retten tror på min datter, siger den 49-årige far.

Flere havde mistanke
Faderen havde i forvejen mistanke til skolebuschaufføren, som han syntes var alt for tæt på børnene. Det samme mente flere andre forældre og et par lærere på datterens skole, som advarede skolebuschaufføren mod at gå for langt og bad ham om at slette børnevennerne på Facebook. På et tidspunkt gav skolebuschaufføren alle børnene en seddel med hjem til forældrene, hvor han skrev, at han blev udsat for onde rygter og at forældrene blot kunne ringe til ham, hvis de ville snakke.

– Min datter kom hjem med en CD, som hun havde fået af skolebuschaufføren. Jeg kiggede den selvfølgelig igennem. Der var kun musik på, men det hele udviklede sig til noget, jeg ikke brød mig om. Min datter skrev til ham på Facebook: - Min far er sur på dig, og så ringede han til mig og forklarede, at han blot var rigtig god ved børnene, og at flere af dem kom på besøg hos ham i weekenderne, fortæller den 49-årige far.

– Jeg advarede ham, og sagde, at han i hvert faldt godt kunne glemme alt om, at min datter besøgte ham derhjemme, siger faderen.

Blev hentet bag lade
Men to dage senere, lørdag den 29. september sidste år, aftalte den 12-årige pige at mødes med skolebuschaufføren, der samlede hende op i sin privatbil bag en lade ved hendes bopæl i Mern-området. Den 12-åriges far var på arbejde, og hun løj overfor stedmoderen og sagde, hun skulle lege med en veninde i nærheden.

Skolebuschaufføren kørte en lang omvej til hjemmet på Møn. Hans kone var på arbejde og de to sønner var ikke hjemme, da den 46-årige kyssede og befølte den 12-årige og forsøgte at få samleje med hende.

Samlejet mislykkedes, og efter fire timer blev hun kørt hjem og sat af. Hendes far fik mistanke, men først vished, da datteren betroede sig til en 14-årig pige i omgangskredsen, som fortalte det til den 12-åriges far.

Chattede på Facebook
– Jeg gik helt op i limningen. Jeg konfronterede min datter og fik lokket ud af hende, hvad der var sket. Så ringede jeg til skolebuschaufføren og fortalte både ham selv og hans kone, at han var et pædofilt møgsvin og så gik jeg til politiet.

Et bevis i sagen var en chat mellem pigen og skolebuschaufføren, hvor den 12-årige advarer ham om, at hendes far er meget vred.

– Har du fortalt nogen, hvad vi har lavet ?, svarede den 46-årige.

Under besøget på Møn fiskede skolebuschaufføren sim-kortet ud af pigens mobiltelefon og skjulte det bag instrumentbordet i skolebussen, fordi politiet ikke skulle opdage telefonopkald og sms beskder mellem de to.

– Min datter får nu psykologbehandling. Hun har ikke været udsat for vold eller tvang og har i et eller andet omfang selv været med. Men det kan en 12-årig pige slet ikke overskue, og nu ved hun, at det var forkert. Men det er så groft at en 34 år ældre skolebuschauffør udnytter sit job til at få sex med børn, siger den 49-årige far.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere
Ved du noget? Tip Ekstra Bladet  -  E-mail 1224@eb.dk SMS til 1224 Tlf: 33111313
Ansv. chefredaktør:Poul Madsen