Tårer i retten: Anklager kræver 11 års fængsel til 17-årig

Det skal koste hårde straffe, at et knivstik sidste år endte med at koste 21-årige Jon Patorra livet, mener anklager

21-årige Jon Patorra knivdræbt 25. september sidste år i Vanløse. Sagens anklager kræver nu 11 års fængsel til personen, der førte kniven. (PRIVATFOTO)
21-årige Jon Patorra knivdræbt 25. september sidste år i Vanløse. Sagens anklager kræver nu 11 års fængsel til personen, der førte kniven. (PRIVATFOTO)

RETTEN PÅ FREDERIKSBERG (Ekstra Bladet): Mindst 11 år fængsel.

Det er den straf, anklager Trine Sorgenfri kræver, at den 17-årige Taha Chiadmi skal idømmes for at have knivdræbt den 21-årige Jon Patorra i Vanløse i september sidste år.

Se også: Teenagere kendt skyldige i drabssag

Hun understregede, at selvom hans lave alder er en formildende omstændighed, gør drabets grove karakter, at straffen ikke skal afvige betragteligt for de vanlige 12 års fængsel, som et drab giver.

Taha Chiadmis forsvarer, Kåre Pihlmann, mente dog, at forseelsen maksimalt kan koste mellem tre og tre et halvt års fængsel, da Taha Chiadmi ifølge egen forklaring handlede i nødværge.

Se også: Ven til dræbte Jon: Jeg advarede om kniv

Taha Chiadmis to medtiltalte, der begge er fundet skyldige i vold med døden til følge, skal også have hårde straffe, mener anklageren.

Den 19-årige tiltalte skal idømmes mindst syv-otte års fængsel, mens den 16-årige skal have mindst seks års fængsel ifølge anklageren.

Se også: Vidne: Jeg kunne se frygten i øjnene på Jon

Mens Taha Chiadmi har en ren straffeattest, har de to medtiltalte tidligere været i konflikt med loven, og det bidrager til den samlede straf ifølge anklageren.

Foruden drab og vold med døden til følge er de tre teenagere også fundet skyldige i en lang række andre forhold, som blandt andet omfatter grov vold mod Jon Patorras ven, ligesom de hver især er fundet skyldige for tilfælde om blandt andet brud på våbenloven, færdselsloven og for afpresning og vold mod to andre personer.

Pårørende brød sammen
Under anklager Trine Sorgenfris fremlæggelse af strafudmålingen, brød en pårørende til en af de tiltalte grædende sammen og måtte forlade lokalet, da det gik op for hende, hvor høj en straf, det kan koste, at de tre tiltalte teenagere var skyld i Jon Patorras død.

Samtidig sad de tre tiltalte som forstenede på anklagebænken, og det tidligere høje humør er blevet sænket gevaldigt, efter at byretten på Frederiksberg har fundet dem skyldige i stort set alle forhold.

Uroligheder uden for retten
Imens retssagen fredag foregik roligt inden døre, var der en større grad af uro uden for retsbygningen. Op mod 30 medlemmer af bandegrupperingen Loyal to Familia (LTF) havde taget opstilling uden for retten, hvor de nedstirrede de mange fremmødte betjente og de pårørende til Jon Patorra.

Samtidig havde et stort antal formodede Bandidos-medlemmer taget opstilling på den anden side af retsbygningen, hvorfra de af og til kom til syne for dels at kigge til LFT-medlemmerne, og dels for at se til de fremmødte pressefotografer og tv-kameraer, som de forsøgte at skjule sig for.

Tidligere fredag måtte politiet også gribe ind, da de først konfiskerede en skruetrækker, mens de måtte gribe fat i en person, som opførte sig aggressivt over for politiet.

Sagen har gennem hele forløbet været præget af fremmøde fra de to grupperinger, og tirsdag førte det til fire anholdelser, da en ophidset stemning i retssalen førte til sammenstød mellem de to grupper uden for retsbygningen.

Det ventes, at der bliver afsagt endelig dom i sagen i løbet af fredag eftermiddag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere