15-årige Luna kørt ihjel: Efterskolevenner får krisehjælp

Lørdag eftermiddag døde 15-årige Luna Maarup af sine kvæstelser fra en påkørsel

15-årige Luna Maarup vil blive husket som en sød og vellidt pige (Foto: Facebook)
15-årige Luna Maarup vil blive husket som en sød og vellidt pige (Foto: Facebook)

Overværede du ulykken - eller kender du noget til sagen? Så send os en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

15-årige Luna Maarup døde i lørdags af sine kvæstelser, efter hun blev ramt af en personbil på Christiansmindevej i Svendborg i torsdags.

Luna Maarup kommer fra København, men har siden august været elev på Rantzausminde Efterskole i Svendborg. En skole, som nu er meget påvirket af Lunas tragiske dødsfald.

Skolen bearbejder dødsfaldet med krisehjælp og mindehøjtidelighed.

- Vi har også forældre inde over og får i det hele taget hjælp mange steder fra.

Se også: 15-årig pige afgået ved døden

- Vores elever er selvfølgelig meget påvirkede af det, så vi håndterer det her så empatisk som muligt. Vi har også haft et kriseberedskab allerede fra i fredags, siger forstanderen på efterskolen, Anette Clemmensen.

En afholdt pige
For forstanderen på Rantzausminde Efterskole er det vigtigt at gribe de situationer, der måtte opstå i kølvandet på Luna Maarups dødsfald, selvom en hverdag på et tidspunkt skal op at køre igen.

- Vi er jo alle berørte af det her. Vores unge mennesker, forældre, men selvfølgelig også personalet. Vi skal jo alle bearbejde sorgen og tabet, så vi gør, alt hvad vi kan her på skolen.

- Luna var en meget glad pige og meget afholdt. Hun var udadvendt og ja, afholdt, siger Anette Clemmensen.

På Mindet.dk skriver en elev fra efterskolen:

- Vi vil huske hende for hendes gode humør og hendes evige smil på læben. Tænker på hendes familie, nære venner og drengen, som gik ved hendes side, da ulykken skete.

Andre elever skriver på Facebook:

- Du vil altid være i vores hjerter, Luna.

- Hvil i fred, du sødeste Luna.

- Du vil altid blive husket og være der i vores hjerter. Jeg kendte dig ikke så godt, men er rigtig ked af det, der er sket.

Forstander Anette Clemmensen understreger, at efterskolen vil være til stede i alle de processer, det måtte komme i forbindelse med tabet af Luna.

Overværede du ulykken - eller kender du noget til sagen? Så send os en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere