Skød 17-årig med luftgevær over knallert-støj

En ung mand er i respirator, efter at han blev skudt i hovedet med et kraftigt luftgevær

Den 17-årige blev skudt, da han kom kørende på knallert ved krydset Gl. Vardevej og Grådybet i Esbjerg. (Foto: Google Maps)
Den 17-årige blev skudt, da han kom kørende på knallert ved krydset Gl. Vardevej og Grådybet i Esbjerg. (Foto: Google Maps)

Først troede politiet, at der var tale om en knallertulykke, men det viser sig, at der ligger en grov forbrydelse bag de kvæstelser, som en 17-årig dreng pådrog sig i Esbjerg.

Den 17-årige blev søndag aften skudt i hovedet med et kraftigt luftgevær, mens han kørte på knallert ved Grådybet og Gl. Vardevej i Esbjerg.

Et blyhagl er trængt ind i drengens hjerne, og hans tilstand er kritisk, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.

- Han er i koma og ligger i respirator på hospitalet. Han er i kritisk tilstand, siger vicepolitiinspektør Bent Thuesen til Ekstra Bladet.

En 50-årig mand har over for politiet erkendt, at han fra sin altan på Gl. Vardevej har affyret skuddet.

- Han har forklaret, at han var irriteret over, at en flok unge havde kørt rundt på knallert foran hans hjem. Det er årsagen til, at han affyrer et skud mod dem, siger vicepolitiinspektøren.

Den 17-årige blev bragt ind på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg ved 21.40-tiden. Han er siden blevet overført til Universitetshospitalet i Odense.

I første omgang troede man, at drengens læsioner stammede fra et fald på knallerten, men lægerne kunne konstatere, at han havde et skudhul i hovedet.

- Lægerne har endnu ikke turdet fjerne haglet, og man kan på nuværende tidspunkt ikke sige noget om, hvilke mén han risikerer at få, fortæller Bent Thuesen.

Den 50-årige bliver fremstillet i grundlovsforhør i retten i Esbjerg mandag. Politiet har foreløbig sigtet ham for grov vold, oplyser vicepolitiinspektøren.

Kender du noget til sagen ? Så send os en mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere