Politiet har i løbet af natten ikke fået nye underretninger fra lægerne om den 17-årige unge mand, der søndag aften blev skudt ned i Esbjerg.
- Der er intet nyt om hans tilstand, oplyser vagtchef Bjørn Pedersen, Syd og Sønderjyllands Politi, til Ekstra Bladet.
Den 17-årige blev skudt af en 50-årig mand på Gl. Vardevej i Esbjerg. Den 50-årige blev irriteret over, at den 17-årige fræsede rundt på en knallert med løs udstødning.
Ville bare skræmme
- Jeg skød ikke for at ramme. Jeg ville bare skræmme, forklarede den 50-årige i går i byretten i Esbjerg.
Ved en scanning opdagede lægerne et 5,5 kaliber projektil, som havde boret sig ind midt i hovedet på den unge mand. Han blev lagt kunstigt i koma og overført til Odense Universitetshospital.
I går kunne lægerne ikke operere den unge mand, da hans tilstand var yderst kritisk. De har i stedet lagt et dræn, som kan tage presset på hjernen.
Den 50-årige blev fængslet i fire uger.