Sigtelse: Polske håndværkere tævet, da de krævede løn

To polske håndværkere blev ifølge politiet gennemtævet af folk fra et byggefirma, da de klagede over manglende løn

Håndværkerne, den 32-årige murer Andrzej og den 45-årige Marek, fik blå øjne og skrammer, da de blev tævet med baseballbat og en jernstang. (Foto: Harry Nielsen/Fagbladet 3 F)
Håndværkerne, den 32-årige murer Andrzej og den 45-årige Marek, fik blå øjne og skrammer, da de blev tævet med baseballbat og en jernstang. (Foto: Harry Nielsen/Fagbladet 3 F)

De følte sig snydt for 45 timers løn, og da de klagede, blev de mishandlet af et tæskehold bevæbnet med baseballbatt og en jernstang.

Sådan lyder forklaringen fra to polske håndværkere på 45 og 32, som politiet i lørdags fandt blødende og forslåede i et sommerhus i Melby i Nordsjælland.

I dag blev en projektchef fra det danske byggefirma Renovea, som polakkerne har arbejdet for siden august, varetægtsfængslet ved retten i Hillerød, sigtet for grov vold og vidnetrusler.

Projektchefen meldte sig selv på politistationen i dag sammen med en kollega og begge er nu fængslet for to uger, mens politiet leder efter en tredje mand, der mistænkes for medvirken til overfaldet. De sigtede, 28 og 32, er også polakker.

Fagbladet 3F har talt med de to arbejdere, der fortæller, at de lå og sov, da tre mænd trængte ind i soveværelset og begyndte at slå og sparke dem.

- Så trak de os ind i stuen og slog os med køller og jernrør, fortæller den 45-årige Marek, der ikke ønsker sit efternavn frem, fordi han er bange for repressalier. Overfaldet stod på gennem en halv time.

Henrik Laugesen, lokal efterforskning i Frederikssund, oplyser til Ekstra Bladet, at polakker pådrog sig blødninger og knoglebrud.

- Deres skader synes ikke at harmonere med forklaringerne fra de sigtede, og dommeren har fundet sigtelsen mod dem for begrundet, siger Henrik Laugesen.

- Det var et slagsmål
De sigtede erkender, at de var i sommerhuset, men hævder, at de kom i slagsmål med polakkerne og blot forsvarede sig selv. De tog til Melby for at inddrage polakkernes firmabil og værktøj, fordi de skulle bortvises fra firmaet, hævdede de sigtede i grundlovsforhøret.

Politiet blev alarmeret kl. 23.59 i lørdags, da en tredje polak, der bor i sommerhuset i Melby, henvendte sig på en tankstation og bad om politi. En patrulje fandt de to kvæstede i sommerhuset på Bakkelygårdsvej. Den tredje polak blev angiveligt skånet af voldsmændene, fordi han er 62 år.

Episoden startede, da den 45-årige og 32-årige sendte en sms til projektlederen og klagede over, at de manglede 45 timers løn. Det fik chefen til at køre til Melby med to kolleger.

Den 45-årige Marek siger til Fagbladet 3F, at projektchefen begyndte at ringe og sende sms´er om, at han ville komme efter ham og smadre hans tænder.

Sigtelsen for vidnetrusler baserer sig på, at projektchefen skal have truet med at stikke Marek med kniv og dræbe ham, hvis overfaldet blev anmeldt.

Direktøren: - Jeg er i chok
Direktøren i byggefirmaet Renovea, Bo Hannemann Sander, afviser overfor Fagbladet 3F, at han har haft noget med overfaldet at gøre. Han har straks suspenderet projektchefen og de to medarbejdere, der er mistænkt for overfaldet.

- Jeg er i chok. De ting, der er sket, lyder forfærdelige, siger direktøren til Fagbladet 3F.

Direktøren afviser, at de polske håndværkere er blevet underbetalt. Der er 30 polske håndværkere ansat i det danske byggefirma.

1 af 7 Sådan så den 45-åriges ryg ud efter slag med jernstangen. (privatfoto)
2 af 7 Polakkerne blev behandlet på Hillerød sygehus, hvor billederne er optaget. (privatfoto)
3 af 7 Den yngste polak i sygesengen på Hillerød sygehus. (privatfoto)
4 af 7 
5 af 7 
6 af 7 
7 af 7 Håndværkerne, den 32-årige murer Andrzej og den 45-årige Marek, fik blå øjne og skrammer, da de blev tævet med baseballbat og en jernstang. (Foto: Harry Nielsen/Fagbladet 3 F)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere