Mand blev fanget i sin Ferrari

Motoriseret førersæde ville ikke stoppe - og så sad den stakkels mand fast mellem rat og sæde

(Arkivfoto: AP)
(Arkivfoto: AP)

En midaldrende mand fra Espergærde blev fanget i sin egen Ferrari, da han ville køre sig en tur i bilen, tirsdag eftermiddag, skriver Helsingør Dagblad.

Efter at have sat sig ind bag rattet i Ferrarien i garagen på Hostrupvej i Espergærde, kørte han det motoriserede førersæde frem for at nå sin foretrukne kørestilling.

En fejl i det elektriske system fik imidlertid det førersædet til at fortsætte sin færd og skubbe manden ind mod bilrattet.

Sad helt fast
Det var ikke muligt at slukke for sædemotoren. Til sidst sad den stakkels mand fuldstændig fastklemt mellem sæderyggen og bilens rat.

Køreturen i sædet tappede bilens batteri for strøm. Manden kunne ikke andet end at råbe på hjælp, men ingen hørte nødskrigene fra garagen på den lille stikvej.

Råbte efter hjælp
Der gik ifølge politiet halvanden time, før en nabo endelig ænsede råbene fra den fastklemte og slog alarm på 112.

Ambulancer, politipatruljer og Nordsjællands Brandvæsen blev sendt til adressen. Men naboen havde samtidigt varskoet den uheldige Ferrari-ejers søn.

Sønnen fik sluttet en ekstern akkumulator til bilen, så det igen blev muligt at betjene sædet og køre det tilbage.

Ferrari-ejeren fik et hårdt og vedvarende tryk på brystkassen, men slap uskadt fra episoden, skriver Helsingør Dagblad.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere