Voldelige tyrkere kommer næppe hjem i dag

I grundlovsforhør for vold og trusler

Tre tilskuere med tyrkisk baggrund fremstilles i grundlovsforhør efter tirsdagens Champions League-kamp i Parken. (Foto: Mogens Flindt)
Tre tilskuere med tyrkisk baggrund fremstilles i grundlovsforhør efter tirsdagens Champions League-kamp i Parken. (Foto: Mogens Flindt)

Københavns Politi vil forsøge at få tre tyrkere varetægtsfængslet efter tirsdagens Champions League-kamp i Parken mellem FC København og Galatasaray.

I to omgange opstod der voldsomme interne slagsmål på Galatasarays tilskuerafsnit.

Første gang var i 1. halvleg, efter at en havde smidt et kanonslag på tribunen. Det gav anledning til et kort internt slagsmål.

Anden gang var da det stod klart, at Galatasaray måtte forlade Parken med et 0-1-nederlag.

Om nederlaget var den udløsende faktor er uvist, men efter slutfløjtet udbrød der igen et voldsomt slagsmål, som betød, at kampklædt politi måtte skille de stridende parter ad.

- Jeg ved ikke med sikkerhed i forbindelse med hvilke episoder de tre er anholdt, men to af dem vil blive fremstillet i grundlovsforhør sigtet for vold, mens en vil blive søgt varetægtsfængslet for trusler, siger central vagtleder ved Københavns Politi, John Hansen, til Ekstra Bladet.

To af de tre er bosiddende i Tyskland, og den ene har tysk statsborgerskab, mens den sidste, der skal fremstilles, er bosiddende i Tyrkiet.

Endnu en tyrker, der skal retur til Istanbul, har fået en straksbøde for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen, og en dansker har fået en bøde for en tilsvarende overtrædelse.

Københavns Politi kalder det overordnet 'en rolig aften og nat'.

- Det er vel et tidsbillede på, hvordan det er, når der afvikles en stor fodbioldkamp i København. Det kunne være meget værre. På den positive front vil jeg fremhæve vores twitter-dialog med de tyrkiske tilskuere som var meget positiv, og som endte med, at repræsentanter fra fangruppen twittede til de øvrige tyrkiske fans, at 'nu er vi i København, og vi opfører os ordentligt'. Det var en succes, og fansene tog godt imod twitter-initiativet, siger John Hansen til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere