Mor dømt: Pryglede sine tre døtre

En 38-årig mor er idømt et års fængsel for hyppig og systematisk vold mod sine døtre med blandt andet stilethæle

Tre piger blev slået af deres mor, der siger, at børnenes forklaringer er pure opspind. (Modelfoto: Jan Sommer)
Tre piger blev slået af deres mor, der siger, at børnenes forklaringer er pure opspind. (Modelfoto: Jan Sommer)

- Når mor bliver sur, så slår hun.

Sådan har tre søskende på 15, 11, og otte år forklaret under sagen mod deres mor, som retten i Roskilde i eftermiddag har dømt for grov vold mod døtrene.

Børnene er blevet pryglet med knytnæveslag og redskaber som bælter og højhælede sko gennem otte år.

Den 38-årige mor fik et års ubetinget fængsel, og er fortsat varetægtsfængslet. Hun ankede på stedet til frifindelse.

- Det er pure opspind
Hun hævder, at døtrenes beskyldninger om vold i hjemmet i Greve syd for København er det pure opspind. Hun har aldrig slået døtrene, forklarede hun i retten.

Kvinden, der er fra Haiti og tidligere er dømt for vold, dog ikke mod børnene, blev betinget udvist af Danmark.

Hun slap for udvisning, fordi hun har boet i Danmark i mange år og af hensyn til børnenes tarv.

De to yngste piger bor hos deres far, som midlertidigt har fået forældremyndigheden, mens den ældste, som har en anden far, er frivilligt anbragt.

Det var den 15-årige datter, som 26. august i år ringede til politiet og anmeldte sin mor efter en ny voldsepisode i hjemmet. Her blev den 11-årige slået med knytnæveslag, en sandal og fik slag med et bælte på armene, ryggen og benene.

Slået med bæltespænde
Den ældste datter blev afhørt som vidne under retssagen i Roskilde og gav en detaljeret forklaring om den årelange vold, som retten bedømte som 'hyppig og systematisk'.

Den 38-årige blev stort set dømt efter anklageskriftet, der omfattede grov vold efter straffelovens § 245 om legemsangreb af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling.

Retten bedømte volden som grov, fordi der var tale om mindreårige børn, og der blev brugt redskaber som et bælte med bæltespænde.

For eksempel blev den 11-årige pige slået med bæltespændet, da moderen snoede bæltet rundt om hånden og slog barnet med spændet af jern på kroppen, i hovedet og på hænderne. Pigen blev også slået i hovedet og på hænderne med en højhælet sko.

Mange mærker efter vold
Børnenes forklaringer blev understøttet af retsmedicinske undersøgelser, der viste omfattende mærker efter vold på den 11-årige pige samt mærker efter ældre vold på den ældste og yngste pige.

Ifølge anklageskriftet brugte den 38-årige redskaber som en morter, bælter, jernstang, ledninger, en rulle madpapir, en sandal, en hårbørste og en hammer. Hun skubbede, nev, rev og bed børnene og hev dem i håret, lød tiltalen.

Anklager Signe Egsgaard er tilfreds med dommen, hvor straffen blev udmålt på niveau med lignende sager. Hun anmodede retten om fortsat varetægtsfængsling af den 38-årige, der har siddet fængslet siden slutningen af august, fordi hun ikke skal have mulighed for at påvirke børnene i forbindelse med ankesagen i Østre Landsret.

- Det er heldigvis en usædvanlig sag, og jeg er tilfreds med, at retten har fulgt anklagemyndighedens påstande, siger anklager Signe Egsgaard til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere