Skatterådgiver sigtet for skattefusk

Bagmandspolitiet har sigtet en prominent virksomheds- og skatterådgiver for groft skattesvig

I en ny sag om groft skattesvig har bagmandspolitiet, SØIK, sigtet en skatterådgiver, der er ekspert i at rådgive virksomheder om danske skatteforhold.

Ifølge sigtelsen har han medvirket til at kanalisere ubeskattede penge ud af et af sine selskaber ved hjælp af falske fakturaer og overfakturering.

Det kom frem i Københavns Byret i dag, hvor den sigtede skatterådgivers advokat, Henrik Stagetorn, begærede navneforbud for den sigtede. Det ville skade hans forretning, hvis navnet kunne sættes i forbindelse med økonomisk kriminalitet, mente forsvareren.

Dommer Michael Toftager imødekom begæringen om navneforbud på grund af sigtelsens karakter, og fordi efterforskningen endnu er på et tidligt stadie.

Rådgiveren nægter sig skyldig.

Ransaget og sigtet
Anklager Lisbeth Jørgensen, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, oplyste i retten, at politiet efter en anmeldelse havde ransaget og sigtet manden, og at flere andre er sigtede i komplekset. Hun skønner, at det vil tage omkring et halvt år før efterforskningen er færdig og der eventuelt rejses tiltale i sagen.

Skatterådgiveren sigtes efter skattekontrollovens § 13 og straffelovens § 289 om skattesvig af særlig grov karakter. Politiet har endnu ikke sat beløb på sigtelsen.

Rådgiveren er medejer af et holdningselskab, der igen ejer selskabet, som skal være anvendt til skattesvig, oplyste anklageren i retten.

Advokat Peter Trudsø, der mødte i retten for advokat Henrik Stagetorn, oplyste, at sagen er 'helt ny og frisk': - Anmeldelsen er kommet for kort tid siden, og vi ved ikke, hvad der er op og ned, sagde han.

- Det vil være utroligt skadeligt for hans forretning, hvis han sættes i forbindelse med økonomisk kriminalitet, sagde Peter Trudsø.

Bagmandspolitiet ransagede hos skatterådgiveren for seks uger siden og sikrede en stor mængde dokumenter.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere