Forsvundet teenager fundet efter ni år

- Hjælp mig, lød nødråbet fra amerikanske Connie Lynn Mccallister - blev mor til tre børn, mens hun var væk

Den amerikanske kvinde ligner stadig efterlysningsbillederne som dette, siger familien. Hun er nu 26 og mor til tre børn. (Privatfoto)
Den amerikanske kvinde ligner stadig efterlysningsbillederne som dette, siger familien. Hun er nu 26 og mor til tre børn. (Privatfoto)

En amerikansk teenager, som forsvandt for ni år siden, er fundet i live i Mexico, skriver flere medier.

Connie Lynn Mccallister var 16 år gammel og mønsterstudent i den lille by Athens i Wisconsin, da hun pludselig forlod sin familie 15. august 2004.

I den lange periode siden er hun blevet efterlyst både på plakater og internetsider, herunder fra det amerikanske National Center for Missing & Exploited Persons.

Kontaktede missionær
Fra begyndelsen havde politiet mistanke om, at pigen skulle findes i Mexico - blandt andet fordi hun på tidspunktet for forsvindingen havde en mexicansk kæreste.

Tidligere i år blev en udsendt amerikansk missionær i Mexico kontaktet af den efterlyste, som nu er en voksen kvinde på 26 år og i mellemtiden har fået tre børn.

Hun bad om hjælp til at få kontakt til sine slægtninge i USA, skriver den lokale Wisconsin-avis Daily Herald.

Tårerne flød
Via Skype blev hun sat i forbindelse med sin tante, Florence Volzka, der bor i byen Medford.

- Først kunne jeg ikke fatte det. Derefter begyndte tårerne at strømme. Man kan ikke forstille sig lettelsen efter så mange års venten. Det er et sandt mirakel, siger Florence Volzka, der aldrig opgav troen på, at niecen var i live.

Omstændighederne omkring pigens forsvinden står stadig ikke klart.

Men de pårørende mener, at hun blevet bortført af sin daværende, seks år ældre kæreste Freddie Ruíz. Muligvis blev hun dopet.

Retsdokumenter viser, at Ruíz også har været sigtet for seksuelt overfald på en mindreårig. Det skete kun 14 dage før, at han overtalte Connie Lynn Mccallister til at stikke af fra sin familie og følge med til storbyen Milwaukee, skriver avisen.

Tæv og ny identitet
Herfra gik turen til Mexico, hvor kæresten gennembankede hende ifølge New York Daily News .

Hun måtte behandles på et hospital og fik hjælp til en ny identitet. Syd for grænsen mødte den unge kvinde en ny mand. De blev gift og fik tre børn.

Angiveligt af hensyn til Connie Lynn Mccallisters sikkerhed ønsker familien ikke at oplyse nærmere om, hvor i Mexico kvinden opholder sig.

En lokal lutheransk menighed i Athens samler nu penge ind, så den tidligere elev i kirkens bibelskole kan komme sikkert hjem til USA.

1 af 2 Connie Lynn Mccallister - som 17-årig blev hun bragt til Mexico. Muligvis mens hun var dopet. (Privatfoto)
2 af 2 Den amerikanske kvinde ligner stadig efterlysningsbillederne som dette, siger familien. Hun er nu 26 og mor til tre børn. (Privatfoto)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere