Kvindelig ansat stukket ned på institution

Beboer på institution i Randers stak pædagog med kniv

En 29-årig kvindelig ansat blev torsdag aften stukket med kniv af en beboer på en institution for udviklingshæmmede i Randers, oplyser politiet.

Politiet modtog klokken 17.17 et alarmopkald fra en ansat på institutionen Askegaarden og sendte både politi og lægeambulance til stedet.

Den sårede kvinde blev kørt med udrykning til Kommunehospitalet i Aarhus, hvor hun har været på operationsbordet.

- Hun blev stukket i ryggen med et enkelt knivstik, men hun er uden for livsfare, siger vagtchef fra Østjyllands Politi Richard Jacobsen til Ekstra Bladet.

Politiet har anholdt en 49-årig kvindelig beboer, der er domsanbragt på Askegaarden. Hun er endnu ikke blevet afhørt, og politiet kender derfor ikke motivet til knivstikket.

Lars Boye Pedersen, leder for Askegaarden, siger i en pressemeddelelse, at han er lettet over, at den kvindelige medarbejder er uden for livsfare.

- Det er en voldsom hændelse som berører os meget, og både personalet og de øvrige beboere er påvirket af oplevelsen, siger han.

Som led i institutionens procedurer ved alvorlige hændelser bliver medarbejderne tilbudt psykologhjælp.

Politiet har sigtet den kvindelige beboer for grov vold. Hun vil blive fremstillet i grundlovsforhør i morgen, oplyser politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere