Desperat mor efter knivoverfald: 'Mine børn, mine børn'

Ekskonen til Graham Bishop har fortalt om de uhyggelige detaljer fra den dag, hvor han pludselig gik amok og stak parrets tvillingedøtre adskillige gange med en kniv

Følg med i Ekstra Bladets live-dækning og stil gerne spørgsmål om sagen i boksen herunder. Spørgsmålene besvares, når der er små pauser i retssagen og vi forsøger at besvare så mange som muligt.





KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): - Jeg kan bare huske, at jeg råber, 'mine børn, mine børn'.

Ekskonen til Graham Bishop har netop forklaret i retten om de grufulde begivenheder, hun sidste år i august oplevede, da hendes daværende mand pludselig gik amok med en kniv og stak parrets fire-årige tvillingedøtre med en kniv.

Se også: Retssagen fortsætter: Mor skal genopleve overfald på tvillingedøtre

Overfaldet skete i et værelse i Ronald McDonald-huset ved Rigshospitalet, hvor parrets ene datter modtog behandling for en alvorlig nyresygdom.

Graham Bishops kone så ikke selv overfaldene, da hun havde forladt det rum, hendes mand var i, fordi han var ophidset. Inden hun havde forladt rummet, havde han trukket en kniv.

- Jeg blev bange, fordi jeg troede han ville begå selvmord. Men jeg troede, han ville hidse sig ned, hvis jeg gik, forklarer hun i retten.

Kæmpede med tårene
Hun flygtede derfor mod toilettet, hvor hun fik kontakt med en anden mor fra stedet. De blev dog enige om, at det var bedst at kontakte politiet.

Torsdag blev optagelsen af alarmopkaldet afspillet i retten, hvor man kunne høre det desperate alarmopkald fra den grådkvalte mor.

Se også: Grådkvalt mor på alarmopkald: Min mand er gået helt amok

Under fredagens retsmøde kæmpede hun også med at holde tårene tilbage, og hun måtte af og til give efter for gråden, når de grufulde oplevelser kom lidt for tæt på.

- Den første betjent der er på stedet kommer hen til mig på et tidspunkt og siger, 'du skal ikke se det her', fortæller hun med grådkvalt stemme i retten.

Forsøgte selvmord
På det tidspunkt havde Graham Bishop stukket begge tvillingepiger adskillige gange, og efterfølgende havde han forsøgt at tage sit eget liv med et knivstik i maven. Alle tre overlevede dog, på trods af at den ene pige fik så alvorlige skader, at hun ikke kunne få foretaget den livsvigtige nyreoperation, hun ellers måske havde i udsigt.

I flere år op til det brutale overfald på pigerne, havde Graham Bishops kone flere gange følt sig utryg over, hvordan han havde opført sig.

Hun har forklaret, at to år før pigerne blev overfaldet, havde hun derfor for første gang luftet tanken om en skilsmisse. Det blev dog aldrig til noget, fordi Graham truede med at tage livet af sig selv.

- Jeg følte, at hvis jeg ikke blev sammen med ham, ville han begå selvmord, forklarer hun i retten.

'Du gør mig virkelig bange'
Forholdet havde bølget lidt frem og tilbage i de to år, men dagen før overfaldet på pigerne havde hun sendt en sms til Graham, hvor hun gav udtryk for den frygt, hun følte for sin mand.

I sms'en, som anklager Søren Harbo læste op i retten, stod der blandt andet

'’Du gør mig virkelig i den grad bange'

'Jeg vil være bange, når du er tilbage i dag, og jeg vil være bange, når vi er sammen i London, fordi jeg aldrig ved, hvad der kan få dig til at eksplodere.'

'Det er derfor, jeg ikke længere vil være sammen med dig, fordi jeg ved, at vredesudbruddene altid vil foregå'.

I retten forklarede hun dog, at resten af dagen gik rigtig godt, hvor han var den søde Graham, hun kunne huske. Men hun var stadig utryg på grund af de pludselige vredesudbrud, han kunne få.

- Hans humør kunne bare lige pludselig skifte, uden at det havde nogen logisk forklaring.

Og den vrede vendte altså pludselig tilbage dagen efter med fatale følger.

Nægter sig skyldig
Til torsdagens retsmøde havde Graham Bishop selv også givet samme forklaring.

Se også: TV-clairvoyant giver medicin skylden for drabsforsøg

Han mener dog, at de store humørsvingninger og overfaldet på pigerne skyldes den ADHD-medicin, han tog på det tidspunkt. Han har desuden forklaret, at han intet husker fra selve overfaldet. Han nægter sig derfor skyldig i drabsforsøg, og hans forsvarer hævder, at han var utilregnelig i gerningsøjeblikket.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere