Fortsat kritisk for spiddet kvinde

Har fået blodpropper i hjernen

Den 32-årige kvinde, der blev spiddet af en fire meter lang lægte, er fortsat i livsfare. (Foto: Kenneth Meyer)
Den 32-årige kvinde, der blev spiddet af en fire meter lang lægte, er fortsat i livsfare. (Foto: Kenneth Meyer)

Tilstanden for den 32-årige kvinde fra Brøndby, der under stormen sidste mandag blev spiddet af en fire meter lang trælægte, er fortsat kritisk, oplyser et af kvindens familiemedlemmer til Ekstra Bladet.

Se også: Spiddet i stormen: Mange glasskår fjernet fra kvindes indre

Lægten blæste af en tagkonstruktion og smadrede gennem glaskarnappen på kvindens altan og trængte ind i kvinden i brysthøjde og gik ud gennem bækkenet.

Trælægten blev fjernet fra kvindens indre ved en operation på Rigshospitalets Traumecenter umiddelbart efter ulykken, og siden har hun været gennem mindst et større indgreb.

Se også: Gennemboret af lægte: Nu er hun på operationsbordet

Onsdag i sidste uge tjekkede læger ved en operation kvindens indre organer.

- Hendes lever havde lidt skade, men den blev syet sammen. Hendes øvrige indre organer var ifølge lægerne sluppet nådigt fra den voldsomme medfart. Men hun havde en masse glasskår fra glaskarnappen i sit indre, og dem fjernede lægerne, siger familiemedlemmet til Ekstra Bladet om den 32-årige, der er mor til to børn på tre og syv år.

Familien har siden den forfærdelige ulykke våget ved kvindens seng på hospitalet, og de håbede på, at den velllykkede operation onsdag i sidste uge var et vendepunt i den 32-åriges tilstand.

Se også: Mand dræbt: Fik gren gennem kroppen

Lægerne reducerede efter operationen kvindens medicindosis og afventede, hvordan hun ville reagere.

- Hun vågnede ikke så hurtigt, som lægerne havde forventet, og alt var tilsyneladende ikke, som det skulle være, siger familiemedlemmet.

Da kvinden blev spiddet af lægten mandag i sidste uge, blev hendes hjerne scannet.

- Der var ingen skader, siger familiemedlemmet.

Se også: Kvinde i livsfare: Ramt af flyvende træstykke

Men da den 32-årige ikke reagerede som håbet efter operationen i onsdags, blev hendes hjerne scannet igen.

- Det viste sig desværre, at hun i dagene efter ulykken har fået flere blodpropper i hjernen, som lægerne nu forsøger at afhjælpe med blodfortyndende medicin. Det er desværre et tilbageskridt i forhold til, hvad vi havde håbet på, og hun har været igennem en ny scanning, som vi skal høre resultatet af i dag, siger familiemedlemmet om den 32-årige, som i over en uge har kæmpet for sit liv.

Nu har familien fået indskrænket deres besøgsbetingelser.

- Vi må ikke længere tale med hinanden på stuen, så hun ikke bliver forstyrret eller evt. overhører bemærkninger om hendes tilstand. Og vi må sket ikke tale direkte til hende. Vi har fået at vide, at hun skal have maksimal ro for at give hende de bedste muligheder for at komme igennem dette, og det respekterer vi, selv om vi fortsat vil opholde os på hospitalet for at være der for hende, siger familiemedlemmet til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere