Efterlod sit tøj: Politiet efterlyser 24-årig kvinde

Den 24-årige Irdi Fridheim Mortensen er ikke kommet hjem efter en tur i byen i Aarhus

Irdi Fridheim Mortensen er ikke set, siden hun forlod en adresse i Aarhus midtby lørdag morgen. (Politifoto)
Irdi Fridheim Mortensen er ikke set, siden hun forlod en adresse i Aarhus midtby lørdag morgen. (Politifoto)

Ved du noget? Tip os på mail til 1224@eb.dk eller sms/mms til 1224 (alm. takst)

Østjyllands politi efterlyser den 24 årige Irdi Fridheim Mortensen, der efter en tur i byen ikke er kommet hjem.

Den 24 årige er sidst set kl. ca. 08.00, hvor hun forlod en lejlighed i Strandparken i Aarhus i ukendt retning.

- Hun havde været på diskotek Kupé sammen med en gruppe veninder, som hun så forlader på et tidspunkt, oplyser Thomas Hinge fra Østjyllands Politi til Ekstra Bladet.

Politiet har fundet Irdi Fridheim Mortensens mobiltelefon og det tøj, som hun havde på fredag aften. En sort festkjole og butterfly om halsen.

- Vi ved ikke, om hun er nøgen, eller om hun har skiftet til noget andet, da vi også har fundet en taske, siger vicepolitikommissæren, som ikke ønsker at oplyse, hvor tøjet og tasken er fundet.

Selv om kvindens færden i de tidlige morgentimer rejser flere spørgsmål, kan politiet på nuværende tidspunkt ikke slå fast, at der er sket en forbrydelse.

- Intet tyder på nuværende tidspunkt på, at der er sket en forbrydelse, og ifølge hendes familie var hun heller ikke nedtrykt, siger Thomas Hinge.

Irdi Fridheim Mortensen stammer fra Færøerne, men er bosat i Aarhus.

Hun oplyser på sin facebook profil, at hun har studeret jura på Aarhus Universitet, og at hun arbejder som stewardesse hos Atlantic Airways.

Politiet har dagen igennem ledt i bl.a. Aarhus Havn, ligesom en helikopter har været i luften uden resultat.

Den 24-årige beskrives som almindelig til let buttet af bygning, 180 cm høj, langt lyst hår med lidt krøl. Ukendt påklædning.

Politiet fortsætter lørdag aften eftersøgningen af den 24-årige kvinde i området omkring Strandparken.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere