Her endte hans første solospring

Faldskærmsudspringer hang og dinglede fra træ i ni meters højde

Faldskærmsudspringeren hang til tørre ni meter over jorden, inden brandvæsenet nåede frem og reddede ham ned i god behold. (Foto: Michael Jørgensen)
Faldskærmsudspringeren hang til tørre ni meter over jorden, inden brandvæsenet nåede frem og reddede ham ned i god behold. (Foto: Michael Jørgensen)

Det skulle have været hans helt store dag.

En mandlig faldskærmsudspringer skulle efter mange timers undervisning og tandemspring med instruktører søndag fortage sit første solospring hos Nordsjællands Faldskærmsklub.

Men, men, men.

Det gik slet ikke som planlagt da manden iført skærm og blå sikkerhedshjelm sprang ud fra flyet over Nordsjælland søndag eftermiddag.

Faldskærmen foldede sig fint ud, og i begyndelsen så alt godt ud, men jo nærmere jorden manden kom, desto mere skævt gik det.

Det endte med, at manden ramte et træ, hvor hans faldskærm satte sig fast, så han hang og dinglede ni meter over jorden.

- Han ramte ved siden af jorden, så det var ikke nogen god landing, siger Ole Hesbæk, der er vagtchef i Nordsjællands Politi, til Ekstra Bladet.

Den uheldige landing fandt sted i Sundbylille ved Frederikssund.

Brandvæsenet blev tilkaldt og ankom med lifte og stigevogne og fik manden og faldskærmen ned fra træet.

Den uheldige springer kom intet til ud over de sandsynlige skader på selvværdet over den dårlige landing, nu han første gang skulle springe uden barnepige.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere