Tyve slår til mod sølvkælder i København

To maskerede mænd slap forbi panserglasset i sølvbutik og flygtede med adskillige genstande

En sølvbutik i centrum af København blev natten til mandag udsat for røveri af to maskerede tyve.

De to mænd, der var iført elefanthuer, ødelagde rammen omkring en af butikkens panserruder med en mukkert og fik på den måde adgang til Sølvkælderen i Kompagnistræde i Indre By.

- De har forsynet sig med diverse sølvvarer i store, hvide plastiksække, siger central efterforskningsleder Dan Aakerhjelm Sørensen fra Københavns Politi.

Det er endnu uklart, hvor meget af butikkens sølvtøj der er blevet stjålet.

- Men de har stjålet en hel del, vil jeg sige, lyder det fra efterforskningslederen.

Ifølge beboere i området, der blev vækket af larmen fra tyveriet, flygtede de to gerningsmænd i en sort Audi 80. Politiet vil meget gerne høre fra vidner, der har set eller hørt noget i forbindelse med tyveriet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere