Tiltale: Pædagog krænkede 16 piger

En pædagog fra en børnehave i Holbæk krænkede 16 småpiger, mener anklagemyndigheden

De fleste piger var i fire-års alderen, da pædagogen ifølge tiltalen begik overgreb mod dem. (Foto: Anders Brohus/Polfoto)
De fleste piger var i fire-års alderen, da pædagogen ifølge tiltalen begik overgreb mod dem. (Foto: Anders Brohus/Polfoto)

16 små piger blev seksuelt krænket i deres børnehave i Holbæk af en nu 60-årig pædagog, mener anklagemyndigheden ved Midt- og Vestsjællands politi.

På onsdag stilles pædagogen for retten i Holbæk, hvor anklageren vil kræve fængselsstraf til pædagogen, som også skal frakendes retten til at omgås børn både erhvervsmæssigt og i fritiden.

Allerede i juni rejste politiet tiltale mod pædagogen for at have krænket otte piger, syv af dem fire år og den sidste syv år gammel. Men efterforskningen fortsatte, og nu er sagen vokset til det dobbelte antal piger med et nyt anklageskrift.

Den 60-årige pædagog nægter sig skyldig. I 2005 var pædagogen tiltalt for et seksuelt overgreb på en lille pige på den samme institution, hvor de nye overgreb skal have fundet sted, men han blev frifundet.

Tungekys
De 16 forhold i anklageskriftet omfatter alle blufærdighedskrænkelser efter straffelovens § 232, der straffes med fængsel op til fire år.

Pædagogen har, ifølge tiltalen, i langt de fleste tilfælde befølt pigerne udenpå tøjet. Men han har også kysset flere piger, også med tungekys.

I to tilfælde er han tiltalt for at have befølt pigerne indenfor tøjet, og en gang skal han have vist sit lem for en fire-årig pige.

Overgrebene er sket i perioder fra 1. juni 2011 til 28. november 2012, hvor pædagogen blev suspenderet efter de første mistanker. Han blev anholdt og sigtet, men han har ikke siddet varetægtsfængslet under efterforskningen.

Alle overgreb er tilsyneladende sket, mens pædagogen var alene med børnene. De interne regler udelukker ikke, at en pædagog er alene med et barn, men det skal så vidt muligt ikke ske, og hvis det forekommer skal kollegerne vide hvorfor.

Retten i Holbæk har afsat fire dage til retssagen. Alle børnene er blevet videoafhørt og disse afhøringer skal vises for dommer og domsmænd i retten.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere