10 danskere savnes fortsat efter tyfon

Efterhånden som infrastrukturen bliver bedre ovenpå tyfonens hærgen, dukker flere savnede danskere op

Udenrigsministeriet arbejder fortsat på højtryk for at finde frem til danskere, der savnes efter en supertyfons hærgen i Filippinerne i sidste weekend.

- Men antallet af savnede går op og ned, fortæller Ole Egberg Mikkelsen, der er chef for Udenrigsministeriets Borgerservice.

- Tidligere i dag var vi nede på otte savnede, men så fik vi en henvendelse fra en familie, der er nervøs for, at to andre opholdt sig området, så vi igen er oppe på 10 savnede, forklarer han fredag eftermiddag.

Efterhånden som infrastrukturen bliver bedre, kommer Udenrigsministeriet i kontakt med flere og flere danskere.

- For eksempel var en mand godt klar over, at han burde ringe til familien, men hans mobil var løbet tør for strøm. Først da han kom til en anden by og fik ladet telefonen op, kunne han kontakte familien, siger Ole Egberg Mikkelsen.

Torsdag aften blev fire mand fra Udenrigsministeriet, Beredskabsstyrelsen og Rigspolitiet sendt til Filippinerne for at bistå i eftersøgningen af savnede danskere i det katastrofehærgede område.

- Der er tale om meget store afstande, men det er meningen, at de skal rejse ud til fem forskellige øer og opsøge de steder, hvor danskere muligvis opholder sig, fortæller Ole Egberg Mikkelsen.

Supertyfon Haiyan bliver betegnet som den værste naturkatastrofe i Filippinernes historie. Flere end 12 millioner mennesker er berørt af den, og 4460 personer meldes ifølge FN omkommet.

Intet tyder dog på, at der er danskere blandt dem, der er kommet noget til.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere