11-årig pige truet efter sexanmeldelse

46-årig butiksejer tiltalt for seksuelle krænkelser, trusler og vold mod kun 11-årig pige

Da en 11-årig pige anmeldte en 46-årig butiksejer fra Næstved for seksuelle krænkelser, blev hun truet og overfaldet af manden to gange, fordi hun var gået til politiet.

Den 46-årige er nu blevet tiltalt for vold og vidnetrusler mod den 11-årige, samt for blufærdighedskrænkelse og forsøg på at få sex med den 11-årige.

Sagen kommer for retten i Næstved senere på måneden. Den 46-årige nægter sig skyldig.

De seksuelle krænkelser skete, ifølge tiltalen, i soveværelset i mandens kolonihavehus og i hans forretning i Næstved.

I kolonihavehuset skal den 46-årige have forsøgt at få den 11-årige pige til at røre sit lem med ordene: - Prøv at røre ved den, mens han pegede på lemmet. Samtidigt bad han om lov til at fotografere pigen nøgen, men hun afslog begge 'tilbud'.

Den 46-årige var dog ihærdig, og en dag pigen besøgte ham i forretningen stak han hende en seddel, hvor han spurgte om hun ville 'vaske og barbere' hans lem. Det afslog hun.

Fotograferet mens hun sov
Om aftenen den 26. august sidste år sneg han, ifølge tiltalen, sig til at fotografere den 11-årige kun iført trusser og med spredte ben, da hun lå og sov. Billederne viste han senere til en anden person på sin computer i butikken.

Ifølge tiltalen for blufærdighedskrænkelse sagde han til pigen, at hun havde en sexet krop og et smukt smil, men da det gik op for den 46-årige, at pigen havde meldt ham til politiet, fik piben en anden lyd.

Han blev anholdt og hans hjem og butik ransaget den 14. marts i år. Politiet fandt et baseballbat og 21 gram hash i hans butik.

Mens sagen blev efterforsket, truede han i april den 11-årige pige i en kiosk i Næstved med ordene: - Du skal bare passe på !

Godt en måned senere, den 21. maj, blev den 11-årige pige korporligt overfaldet, lyder tiltalen.

Pigen cyklede på Snerlevej i Næstved, da den 46-årige kørte op på siden af hende på sin knallert og sparkede hende på den nederste del af ryggen, da han kørte forbi hende.

Så kørte han ind foran pigen, der var nødt til at standse, og slog truende ud med armene, mens han råbte: - Hvad fanden har du gang i.

Retten i Næstved har afsat to dage til sagen, hvor anklagemyndigheden også kræver, at den 46-årige skal betale erstatning til pigen.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere