Mor til forsvundne Rasmus: Smerten er ubeskrivelig

18-årige Rasmus Hansen er som sunket i jorden. For 14 dage siden var det sidste gang venner og familie så ham, men familien har ikke givet op.

I aften er det fjorten dage siden, 18-årige Rasmus Hansen var til fodboldafslutning og aldrig kom hjem efterfølgende. (Foto: Privat)
I aften er det fjorten dage siden, 18-årige Rasmus Hansen var til fodboldafslutning og aldrig kom hjem efterfølgende. (Foto: Privat)

Håbet lever stadig. Det fortæller Mette Christensen, som er mor til Rasmus Hansen.

Den unge mand forsvandt natten til søndag 2. november, og ingen har hørt fra ham siden. Moderen forklarer, at der ikke er nye spor i sagen, og Midt-og Vestsjællands Politi har stoppet eftersøgningen. Det samme har familien.

Se også: Politiet indstiller stor eftersøgning af Rasmus

- Vi ved slet ikke, hvor vi skal lede. Vi har været overalt, siger Mette Christensen.

Alligevel tror familien på, at han stadig er derude.

- Jeg tror, at han er live. Han kan umuligt være faldet i vandet, fortæller hun. Der bliver stille, hvorefter hun fastslår, at sagen ikke hænger sammen.

Hun tror, at han måske blev samlet op af en person på vejen hjem, men hun tør ikke tænke på, om han måske har været udsat for en forbrydelse.

Ifølge moderen er Rasmus Hansen meget godtroendne og ser altid det bedste i folk. Derfor er hun også sikker på, at han ville sætte sig ind i en fremmed persons bil, hvis pågældende tilbød et lift.

Se også: Mor til forsvundne Rasmus: Jeg føler tomhed og afmagt

Lange nætter og korte dage
Mette Christensen beskriver ikke sin søn som typen, der gik i byen. Men lørdag 1. november skulle han til fodboldafslutning med vennerne. Efter flere bar-besøg rundt omkring i Køge valgte den unge mand at gå hjem i sin brandert. Desværre nåede han aldrig hjem.

- Lige nu kører vi på overlevelsesinstink. Jeg har ikke nogen ord på, hvordan jeg egentlig har det, siger Mette Christensen.

Hun forklarer, at smerten er ubeskrivelig.

- Man skal være i situationen for at forstå, hvilken smerte vi har.

Hverken hun eller faderen er i stand til at arbejde efter episoden. De ligger stadig meget vågne om natten i deres hus i Ølsemagle, hvor Rasmus Hansen bor med sin mor, stedfar og søster.

- Nætterne er lange og dagene korte, siger Mette Christensen og forklarer, at når mørket falder på, så ved de, at endnu en dag er gået, hvor de ikke har hørt noget nyt om deres søn.

- Vores liv bliver aldrig det samme. Vi vil være mærket af det, også når han kommer hjem, siger hun.

1 af 3 I aften er det fjorten dag siden, at 18-årige Rasmus Hansen var til fodboldafslutning og aldrig kom hjem efterfølgende. (Foto: Politifoto)
2 af 3 
3 af 3 I aften er det fjorten dage siden, 18-årige Rasmus Hansen var til fodboldafslutning og aldrig kom hjem efterfølgende. (Foto: Privat)
Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere