13-årig pige udsat for voldtægtsforsøg

En teenge-pige fra Næstved blev passet op af en mand, da hun var på vej hjem

Den 13-årige pige blev passet op af en ukendt mand, der befølte hende på intime steder. (Foto: Googlemap)
Den 13-årige pige blev passet op af en ukendt mand, der befølte hende på intime steder. (Foto: Googlemap)

En 13-årig pige er ved 20-tiden lørdag aften på vej hjem fra nogle boldbaner ved Sct. Jørgens Skole på Manøvej i Næstved, da hun bliver passet op af en mand. Han trækker hende ind i en lille skolegård og forgriber sig på hende.

- Han beføler hende på flere intime steder, men når ikke længere, da en hund begynder at gø i nærheden. Manden opgiver og stikker af på en mørk knallert mod Vordingborgvej, siger vagtchef ved Sydsjællands Politi, Kenneth Pedersen til Ekstra Bladet.

Den stærkt chokerede pige løber efter overfaldet hjem til sin mor, der slår alarm. Pigen fortæller desuden, at det var et ældre ægtepar, der gik med hunden, der formentlig reddede hende fra at blive voldtaget.

- Vi vil selvfølgelig gerne tale med det ældre ægtepar - og andre, der kan have set noget omkring det tidspunkt overfaldet skete, siger Kenneth Pedersen.

Gerningsmanden beskrives som mellem 20 og 30 år og omkring 180-185 cm høj. Han var iført en sort vinterjakke og posede joggingbukser. Han bar ikke styrthjelm.

Folk, der har oplysninger, kan kontakte politiet på telefon 114.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere