Tøjbunke udløser stor eftersøgning: Politiet måske på sporet af Rasmus

Midt- og Vestsjællands Politi har fundet en bunke tøj på en revle i havet syd for Køge. Politiet bekræfter, at tøjet tilhører 18-årige Rasmus Steen Hansen, der forsvandt for to uger siden

Midt- og Vestsjællands Politi har søndag eftermiddag fundet en bunke tøj og nogle identifikationskort på en revle i havet ud for badeanstalten Valkyrien, der ligger syd for Køge.

Tøjet tilhører 18-årige Rasmus Steen Hansen, der forsvandt efter en bytur for 14 dage siden.

Se også: Mor til forsvundne Rasmus: Smerten er ubeskrivelig

Det bekræfter vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Lars Mogensen over for Ekstra Bladet.

- Tidligere på dagen er der en bekendt til Rasmus, der har været ude at lede i havområdet ud for badeanstalten Valkyrien.

Ringede efter hjælp
Ude i vandet gjorde Rasmus' bekendte et opsigtsvækkende fund.

- Vedkommende fandt nogle beklædningsgenstande og nogle identifikationskort på en sandbanke cirka 100 meter ude i vandet. Kortene tilhører den unge mand, der forsvandt (Rasmus Steen Hansen, red.), fortæller vagtchefen.

Se også: Mor til forsvundne Rasmus: Jeg føler tomhed og afmagt

Fundet fik Rasmus' bekendte til at kontakte Midt- og Vestsjællands Politi.

- Vi satte kort efter en eftersøgning i gang, hvor vi blandt andet ledte med en helikopter, fortæller vagtchefen.

Ifølge vagtchefen blev eftersøgningen indstillet, fordi det blev for mørkt til at finde noget i vandet.

Leder måske i morgen
Men selvom politiet har været ude at lede efter Rasmus i dag, er det ikke sikkert, at jagten på den forsvundne unge mand fortsætter i morgen.

- I morgen skal vi lige finde ud af, hvad vi gør. Det er lavvande omkring middagstiden, og det giver måske nogle yderligere muligheder for at søge med en helikopter igen. Det kan også være, vi skal have en hundepatrulje ind over.

Se også: Rasmus fortsat forsvundet: Politiet leder efter blaffer

- Det er noget, lokalpolitiet i Køge tager sig af, og jeg kan forestille mig, at de går i gang i morgen ved middagstid, siger vagtchefen.

Havde opgivet
Ifølge bt.dk har en helikopter og hjemmeværnets marinemandskab søndag eftermiddag fra klokken 15 gennemsøgt området, der ligger nær Køge Havn.

Politiet havde ellers indstillet eftersøgningen efter Rasmus Steen Hansen. I mellemtiden har Rasmus' familie forsøgt at finde ham uden held.

- Vi ved slet ikke, hvor vi skal lede. Vi har været overalt, har Mette Christensen, mor til Rasmus Steen Hansen, tidligere sagt til Ekstra Bladet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere