Kørt over af tog efter våd julefrokost

16-årig dreng fra Nordjylland mistede begge sine underben - lå angiveligt og sov ved banelegemet på Frederikshavn Station

En glad og formentlig rigeligt våd aften og nat i Frederikshavn fik tidligt søndag morgen en blodig og brutal udgang, da 16-årige TB fra Strandby i Nordjylland fik kørt begge sine underben af på banegården i Frederikshavn. Det ene ben blev kørt af lige under knæet, mens det andet blev skåret af midt i knæskallen.

– Lokomotivføreren opdagede først drengen, da han var cirka 50 meter væk, og selv om toget kørte langsomt, kunne det ikke nå at standse, inden drengens ben blev kørt over, siger vagtchef ved Nordjyllands Politi, Mogens Hougesen, til Ekstra Bladet.

Den 16-årige dreng er uden for livsfare og indlagt på Aalborg Sygehus, men hans tilstand var endnu i aftes så kritisk, at politiet ikke har kunnet afhøre ham om de nærmere omstændigheder forud for ulykken.

– Drengen har haft en forfærdelig oplevelse, og det haster ikke for os at tale med ham, så det venter vi med, til han er klar til det, siger Mogens Hougesen.

Ret beruset
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var TB lørdag aften til julefrokost på Restaurant Møllehuset i bydelen Bangsbo i Frederikshavn sammen med sine kolleger fra Elling Slagterforretning. Her arbejder han i sin fritid, når han ikke går i 10. klasse på Strandby Skole.

Efter julefrokosten tog selskabet videre til baren ’To Trin Op’ i centrum af Frederikshavn, men her blev TB nægtet adgang grundet sin unge alder. Han fortsatte herefter på egen hånd til en anden bar i byen, Buddy Holly, hvor flere af kollegerne fra julefrokosten mødte ham senere.

Se også: 12-årig mister armen efter togulykke

– Han var vist ret beruset og gik det meste af tiden rundt for sig selv, siger en kilde tæt på tragedien, som ønsker at være anonym.

Det er endnu uklart, hvornår TB forlod Buddy Holly, men det skete ifølge Ekstra Bladets oplysninger alene og i tidsrummet mellem klokken tre og fire om morgenen. Hvordan han et par timer senere lå med overkroppen under perronkanten og med benene ude på togskinnerne på spor 3 på Frederikshavn Station, kan han muligvis kun selv svare på.

Ingen så ham
At TB opsøgte togstationen er logisk, idet han sandsynligvis ville tage Skagensbanens morgentog til hjemmet i Strandby otte-ni kilometer nord for Frederikshavn. Her vågnede hans forældre og storesøster og lillebror op til en frygtelig besked, da politiet efter ulykken klokken 05.28 afspærrede banegården og underrettede de chokerede pårørende.

Se også: 60-årig kørte intetanende i døden

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger stod flere passagerer på perronerne og ventede på morgentog, men ingen så drengen, før de hørte hans smertensskrig ved påkørslen.

– Toget kom langsomt rullende fra parkering få hundrede meter væk, siger vagtchef Mogens Hougesen, Nordjyllands Politi.

I minutterne efter ulykken ydede flere tililende den traumatiserede dreng førstehjælp.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere