Advokat i fængsel: Brugte klienternes penge

En 59-årig tidligere advokat er idømt tre et halvt års fængsel for millionunderslæb på klientkontoen

Tidligere advokat Tine Røhling, 59, er i dag blevet idømt tre et halvt års fængsel for at have brugt næsten syv millioner kr. af klienternes penge. Hun overførte millionerne gennem seks år dels til firmaets driftskonto, dels til sin private konto.

Advokatens firma blev erklæret for konkurs i 2012 af SKAT, og da kurator gennemgik regnskaberne opdagede han det grove underslæb på klientkontoen. Kuratoren anmeldte advokaten til politiet. Tine Røhling har nægtet sig skyldig, og tog betænkningstid med hensyn til anke til landsretten.

Tine Røhling er fem gange tidligere blevet dømt ved Advokatnævnet. I 2010 fik hun frakendt retten til at drive advokatvirksomhed, fordi hun ikke havde indleveret klientkontoerklæringer i tre år, og senest fik hun i 2012 en bøde på 10.000 kr. af Advokatnævnet for ikke at have frigivet en købesum efter en ejendomshandel.

Ved dommen i dag blev Tine Røhling frakendt retten til at drive advokatvirksomhed 'indtil videre'.

Tog pengene fra dødsboer
Advokaten forvaltede blandt andet dødsboer og blev betroet værdier og penge fra afdøde, som skulle gå i arv. Pengene blev sat ind på hendes klientkonto, som advokater har pligt til at afstemme dagligt.

Men fra 2005 og til konkursen i februar 2012 brugte advokaten klientkontoen som en 'kassekredit' for den daglige drift og til personlige udgifter.

- Det er en meget grov sag. Når man betror en advokat sine penge, skal man kunne stole trygt på, at alt er i de bedste hænder, siger advokaturchef Tine Ginnerup, Københavns Vestegns politi.

Ifølge tiltalen var der så meget rod i advokatens firmaregnskaber, at hun heller ikke overholdt lovkravene om at føre bogholderi.

Tine Røhling fik advokatbeskikkelse i 1980.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere