Togoffers bedste ven: Jeg troede, han var død

Jævnaldrende ven er stadig så chokeret, at han har svært ved at fatte tog-tragedien i Frederikshavn

Påkørslen skete på togstationens normale perronområde, der er åbent for rejsende. (Foto: Rene Schütze)
Påkørslen skete på togstationens normale perronområde, der er åbent for rejsende. (Foto: Rene Schütze)

Da MC i går morges blev ringet op af sin bedste vens mor, ventede en nærmest uvirkelig besked, som han selv formulerede det, da Ekstra Bladet mødte ham søndag på banegården i Frederikshavn.

– Jeg tænkte først, at han var død. Først da hans mor sagde, at han er uden for livsfare, kom jeg tilbage til virkeligheden, fortæller 16-årige MC og fortsætter:

– Chokket sidder der stadig, og jeg har endnu svært ved at fatte, hvad der er sket. Det er helt vanvittigt.

Se også: Tog kørte benene af 16-årig: Han er uden for livfare

MC og vennen TB, der søndag morgen mistede begge sine ben, da han blev kørt over af et tog, gik i klasse sammen fra 5. til 9. klassetrin, og de har med MC's ord været nogle af hinandens allerbedste venner igennem alle årene. Og det ændrer den tragiske ulykke ikke på, forsikrer vennen:

– Jeg og et par andre af TB´s bedste venner har allerede givet hinanden hånd på, at vi vil være der for ham, når han skal videre med livet. Det ændrer det her ikke på, siger MC med fasthed i stemmen.

Ikke til sport
TB har ifølge MC været i tvivl om, hvad han ville rent fagligt, men han talte fra tid til anden om at uddanne sig som tømrer.

– Det bliver nok svært nu, men jeg kender TB så godt, at jeg ved, at han nok skal komme videre på en god måde, siger MC.

Se også: 16-årig mister begge ben i togulykke

Ifølge vennen er TB ikke typen, der går op i sport, men mere at pille ved knallerter eller anden mekanik.

– Og så kan han godt lide at fyre den af på den glade, hyggelige måde, siger MC, hvis storesøster deltog i den julefrokost, der gik forud for ulykken på togskinnerne.

Faldt ned på skinnerne
Perronerne på Frederikshavn Station har adskillige bænke og læskure, hvor den 16-årige dreng mere oplagt kunne have taget en lur i ventetiden på morgentoget til hjemmet i Strandby.

– Måske er han faldet ned fra perronen på banelegemet og er så faldet i søvn med ryggen op ad perronkanten uden at ænse, at han lå på det her livsfarlige sted.

– Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan han ellers skulle kunne ligge der, siger MC og kigger tomt ud i luften.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere