Sidste savnede danskere fundet i Filippinerne

De sidste danskere, der har været meldt savnet efter tyfon, er nu fundet

Det danske konsulat i Manila har været i kontakt med de sidste tre danskere, der var meldt savnet i Filippinerne af deres pårørende.

Eftersøgningsholdet har været i kontakt med en af de savnede, som var på den samme ø som eftersøgningsholdet. De øvrige to opholder sig på andre øer, men der har været telefonkontakt med de pågældende.

Der er tale om fastboende danskere med et godt netværk i landet. Deres pårørende i Danmark har fået besked, oplyser Udenrigsministeriet.

I dagene efter tyfonen var flere end 20 danskere meldt savnet.

Fungerende udenrigsminister Nick Hækkerup glæder sig over nyheden:

- Jeg glæder mig sammen med de pårørende over, at der nu er skabt vished, og at danskerne efter omstændighederne har det godt. Vi er meget taknemmelige for den store hjælp, vi har fået fra de filippinske myndigheder, som jo i forvejen har haft deres at se til, siger han i en pressemeddelse.

Tyfonen Haiyan pløjede sig igennem det østlige Filippinerne den 8. november med rekordkraftig blæst på over 300 kilometer i timen.

Søndag steg det officielle dødstal til 3976. 1590 er fortsat savnet, og næsten fire millioner mennesker er tvunget væk fra deres tyfonraserede hjem.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere