Tidligere terrordømt fængslet for overfald på digter

24-årige Isaac Meyer erkender at have slået Yahya Hassan under overfald på Hovedbanegården i aftes – foreløbig varetægtsfængslet i 13 dage

En 24-årig tidligere terrordømt erkender gårsdagens overfald på den aarhusianske digter Yahya Hassan. (Foto: Jacob Ehrbahn)
En 24-årig tidligere terrordømt erkender gårsdagens overfald på den aarhusianske digter Yahya Hassan. (Foto: Jacob Ehrbahn)


Se også: Digter fik 5-10 knytnæveslag

Den 24-årige Isaac Meyer, der under grundlovsforhør i Københavns Byret netop har erkendt gårsdagens overfald på den kontroversielle digter Yahya Hassan, er tidligere straffet for terror. Det fremgik under dagens retsmøde, som blev afholdt i dommervagten på Politigården i København og endte med, at Meyer blev varetægtsfængslet i foreløbig 13 dage.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at Meyer i oktober 2007 ved Højesteret fik stadfæstet en dom på syv års fængsel for terror. Den dømte blev dog prøveløsladt blot tre år senere – i juni 2010. Prøvetiden udløb så sent som 8. juni i år.

Se også: Tidligere terrordømt fængslet for overfald på digter

Meyer erkendte ved dagens retsmøde, at han i aftes ved 18.40-tiden overfaldt den 18-årige Yahya Hassan, der befandt sig på Københavns Hovedbanegård.

– Jeg vidste godt, at det var Yahya Hassan, sagde Meyer i retten, men afviste derudover at udtale sig.

Ifølge anklageren skal Meyer have råbt 'vantro' og 'dø' mod Hassan under overfaldet.

Se også: Yahya Hassan til avis: Jeg er okay

Grundlovsforhøret mod Meyer foregik for åbne døre, men dommeren afviste dog at beskytte den sigtede med navneforbud. Det skete blandt andet med henvisning til, at den forurettede, Yahya Hassan, er en offentlig kendt person, som der også tidligere har været fremsat trusler mod.

Isaac Meyer er sigtet efter straffelovens paragraf 244 om vold, som kan give op til tre års fængsel. Derudover lagde retten vægt på, at der er skærpende omstændigheder, hvilket kan omfatte både det faktum, at den sigtede er tidligere dømt samt at overfaldet kan siges at være motiveret af religiøs overbevisning.

Ved dagens retsmøde fremviste Isaac Meyer et halvlangt fuldskæg og var kortklippet. Attituden var trodsig.

Anklageren dokumenterede først den forklaring, som digterens kæreste havde givet til politiet om overfaldet.

Her lød det, at hun stod og krammede med Yahya, da en mand pludselig sprang på digteren og begyndte at slå med både flad hånd og knyttede næver. Tilskuere blandede sig afbrød bataljen.

Ifølge politirapporten var den lokale politistation på hovedbanegården blevet alarmeret om overfaldet af en tilfældig forbipasserende.

Da betjentene nåede forhallen var digteren på vej væk. Her bad han politiet om at forsvinde.

Senere afgav han – omend vrangvilligt – forklaring.

Ifølge digterens egen forklaring stod han ved billetautomaten sammen med sin kæreste. Her så han en mand gå forbi sammen med en kvinde. Manden sendte onde øjne til digteren.

Øjeblikket efter kom han springende tilbage og overfaldt digteren med slag. Ifølge politirapporten var det her, at overfaldsmanden råbte 'vantro' og 'dø'.

Ifølge digterens forklaring varede det godt to minutter. Efterfølgende havde han ondt i kæben og den ene skulder.

Politiet vurderede iøvrigt digteren til ikke at være synderlig samarbejdsvillig.

Den lokale videoovervågning dokumenterede, at overfaldet varede cirka to minutter.

– Ifølge videoovervågningen var der tale om et regulært slagsmål, hvor offeret forsvarede sig. Han forsøgte ikke at flygte, forklarede anklager, Erik Hjelm, ved dagens grundlovsforhør.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere