Forhadt amerikansk vagtmand mister pistolen

George Zimmerman er sigtet for at have truet kæreste på livet

George Zimmerman blev i juli frikendt for drab på Trayvon Martin, men han har siden haft svært ved at styre temperamentet. (Foto: AP)
George Zimmerman blev i juli frikendt for drab på Trayvon Martin, men han har siden haft svært ved at styre temperamentet. (Foto: AP)

George Zimmerman, som dræbte den sorte teenager Trayvon Martin i Florida, må ikke længere bære skydevåben, efter at han angiveligt har truet sin kæreste på livet med et oversavet jagtgevær, skriver amerikanske medier.

Zimmerman, 30, blev mandag anholdt for overfald og trusler mod kæresten Samantha Scheibe. Han er sigtet i sagen, men blev løsladt mod kaution på den betingelse, at han ikke længere er bevæbnet. Han skal desuden gå med elektronisk fodlænke frem til næste retsmøde 7. januar.

I juli blev George Zimmerman, en selvudnævnt vagtmand, frifundet for drab, fordi retten fandt, at han havde skudt 17-årige Trayvon Martin i selvforsvar.

Zimmerman havde peget på, at han havde dræbt teenageren i henhold til den kontroversielle 'stand your ground'-lov, som giver personer udvidede beføjelser til at forsvare sig, hvis de føler sig truet.

Frifindelsen udløste demonstrationer i flere amerikanske storbyer, fordi mange mente, at der var tale om overlagt mord med et racismemotiv.

Siden frifindelsen har Zimmerman flere gange været på kant med loven, blandt andet for overtrædelser af færdselsloven samt et slagsmål med ekskonen Shellie.

Mandag ringede kæresten Samantha Scheibe til alarmcentralen og fortalte, at Zimmerman havde smadret et glasbord i hendes hjem og truet hende på livet. George Zimmerman afviser, at han trak et våben mod kæresten.

- Jeg har en kæreste, der i mangel på et bedre ord er blevet fuldstændig vanvittig, har Zimmerman forklaret politiet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere