Alexanders mor: Hans død skal ikke være forgæves

Cecilie Pedersen mistede mandag aften sin 13-årige søn, da en spritbilist kørte ham ned

Efter en skole-hjem-samtale for nyligt, lagde Alexander armen om sin mor og spurgte 'Er du stolt af mig, mor?'. For Cecilie Pedersen var der kun et svar: 'Meget stolt'. I mandags omkom Alexander i en ulykke. (Foto: Privat)
Efter en skole-hjem-samtale for nyligt, lagde Alexander armen om sin mor og spurgte 'Er du stolt af mig, mor?'. For Cecilie Pedersen var der kun et svar: 'Meget stolt'. I mandags omkom Alexander i en ulykke. (Foto: Privat)

Cecilie Pedersen kunne ikke trække vejret, da hun mandag aften skulle se sin søn på sygehuset. Få timer inden kørte han rundt på løbehjul med en ven, men da han skulle cykle hen til sin mormor for at spise aftensmad, blev Alexander Pedersen ramt af en spritbilist. Han døde på stedet, 13 år gammel.

- Jeg synes bare, det er så forfærdeligt. Det er så urimeligt. Jeg håber, der bliver gjort noget ved, at spritbilister bare kan køre og køre.

Se også: Alexanders skoleleder: En smilende dreng

- Hvis det her kan gøre en forskel, så har hans død ikke været forgæves, siger Cecilie Pedersen grådkvalt til Ekstra Bladet.

Elskede sit løbehjul
Alexander gik i 7. klasse på Enghaveskolen i Frederiksværk. Tirsdag var de fleste af eleverne oppe ved ulykkesstedet for at lægge tegninger og breve.

Se også: Dødsbilistens familie i sorg: Hvorfor skulle en 13-årig dreng dø?

- Jeg er slet ikke i tvivl om, at folk husker ham som en utrolig dejlig dreng og meget, meget kærlig. Han hvilede så meget i sig selv, fortæller Alexanders mor, Cecilie.

- Han løb på løbehjul hele tiden. Han elskede det bare og løb rigtig meget sammen med sin fætter. Han byggede alverdens ting i lego. Han var en rigtig god dreng, beretter Cecilie Pedersen.

Mærkede, noget var galt
Da Alexander ikke dukkede op som aftalt mandag aften hos sin mormor, kørte Cecilie ud for at lede efter ham. Hun opdagede en motorcykelbetjent, som kørte i retning af mormorens hus. Cecilie kørte efter, men blev standset af politiet, fordi der på vejen var sket en ulykke.

- Jeg gik ud og spurgte betjenten, om det var min søn, der lå der, siger Cecilie.

Se også: Minderne står i kø om Alexander

En anden betjent kom hen til hende og fortalte, at Alexander var død.

I dag har Cecilie og Alexanders far, Lars, fundet et gravsted til deres søn. Han skal begraves på lørdag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere