Politiets mistanke: Don Ø hovedskurk i sag om kursfusk

Bagmandspolitiet har netop offentliggjort anklageskriftet mod Flemming Østergaard og de øvrige tiltalte i Parken-sagen

(Foto: Anthon Unger)
(Foto: Anthon Unger)

Tidligere Parken-formand Flemming Østergaard har igennem årevis stædigt afvist alle anklager om kursfusk i Parken.

Men ifølge Bagmandspolitiet er der ingen tvivl om, at netop Østergaard spiller hovedrollen i de meget alvorlige anklager om kursmanipulation, der i værste fald kan sende den tidligere fodbold-boss bag tremmer i årevis.

Se også: Politiet kræver millioner af Don Ø

Østergaard er nemlig ifølge Bagmandspolitiet hovedpersonen i sagen da han:

'…ved som bestyrelsesformand for Parken Sport & Entertainment i 2007-2008 at have bemyndiget, besluttet, instrueret og tilskyndet Jørgen Glistrup og i dennes fravær XXX (navneforbud, red.) til at foretage de i forhold 1 og 2 beskrevne købsordrer og handler', skriver politiet.

Se også: Don Ø tiltalt for kursmanipulation

Politiet skriver samtidig, at Østergaard ved at presse aktiekursen i Parken op scorede en personlig gevinst på over 15 mio. kr.

Samtidig skriver politiet helt tydeligt, at hvor Parken som firma samt banken FIH kan slippe med bødestraf, så vil politiet forsøge at få både Flemming Østergard, Jørgen Glistrup og en nuværende ansat i Parken i fængsel.

Som Ekstra Bladet tidligere har skrevet, er den nuværende Parken-medarbejder tiltalt på baggrund af sin rolle i den påståede svindel men i særdeleshed også, fordi han ifølge politiet dækker over Don Ø.

Ekspert i erhvervsjura Lars Bo Langsted fra Aalborg Universitet understreger, at politiets formuleringer ikke kan tolkes på anden måde, end at man opfatter Flemming Østergaard som hovedmistænkt.

- Med formuleringen giver man udtryk for, at det er ham der har udtænkt det og været primus motor i sagen. Især bemærkningen om, at han har ”tilskyndet” andre til det kan være central, da det kan få betydning ved en eventuel strafudmåling, forklarer han.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere