Overlæge i retten for at sexkrænke småpiger: 'Det var kun massage'

67-årig overlæge tiltalt – nægter overgreb mod mindreårige

(RETTEN I NÆSTVED) – Jeg har flere gange masseret den ene piges skuldre og nakke. Men jeg har aldrig haft seksuelle tanker, når jeg rørte ved hende.

Sådan siger en 67-årig sjællandsk overlæge, som ved Retten i Næstved er tiltalt for at have sexkrænket to af sine naboers døtre, da de var 12 år gamle.

Overlægen skal, ifølge anklageskriftet, ved flere lejligheder have krænket pigernes blufærdighed blandt andet i forbindelse med ferieture til Sverige, Tyskland og Jylland.

Selv nægter han sig skyldig i samtlige anklager.

Tryg ved at røre hende
– Jeg er temmelig rystet og overrasket over, at der er rejst tiltale. S var jo ikke uvant med, at jeg rørte ved hende, når hendes myoser gjorde ondt. Og jeg har altid følt mig tryg ved det. Jeg har aldrig kunnet få øje på, at der var en risiko ved det, siger overlægen, som nægter at have haft fysisk kontakt med den anden pige.

Manden er tiltalt for at have befølt pigernes kønsdele både uden på og inden for tøjet.

Kendt hende altid
Han erkender, at han har kendt den ene pige, siden hun som helt lille begyndte at besøge hans hjem i Slagelse.

– Jeg fulgte hende, når hun dyrkede gymnastik. Det var i den forbindelse, at jeg gav hende massage, siger han.

Overlægen erkender dog, at han under en hyttetur til Sverige havde meget betænkelig tæt kontakt med pigen.

Rørte hendes skamben
– Hun sad på en bænk og spillede spil på min computer. Jeg satte mig ved siden af hende og lagde min ene hånd på hendes ryg. Den anden placerede jeg på hendes mave. Da hun rørte på sig, er det muligt, min hånd faldt ned, så jeg kom til at røre kanten af hendes skamben. Så trak jeg hånden til mig, fortalte lægen, som forklarede den intime kontakt med, at han var glad og ville udvise ømhed for barnet.

Han skal ifølge tiltalen også have befølt pigen under en ferietur til Flensborg.

– Det er rigtigt, at vi sad sammen i en sofa og så fjernsyn, mens hendes forældre var væk. I den forbindelse masserede jeg også hendes skuldre, siger overlægen.

De to piger, som i dag er 17 år, vidner i løbet af dagen bag rettens lukkede døre.

Deres bistandsadvokat har samtidig anmodet retten om, at overlægen føres ud af retslokalet under deres forklaringer.

Dommen ventes senere i dag.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere