Bilist løsladt: - Jeg så ikke cyklisten

Retten har løsladt bilist efter trafikdrab i Valby i morges

Den 41-årige bilist, der i morges dræbte en 41-årig kvindelig cyklist, er løsladt af retten. (Foto: Ekstra Bladet)
Den 41-årige bilist, der i morges dræbte en 41-årig kvindelig cyklist, er løsladt af retten. (Foto: Ekstra Bladet)

Den 41-årige bilist, der sigtes for trafikdrabet på en 41-årig kvindelig cyklist i morges i Valby, er blevet løsladt efter et grundlovsforhør ved Retten på Frederiksberg.

Politiet krævede den 41-årige varetægtsfængslet for uagtsomt manddrab og for hensynsløst at have forvoldt fare for liv og førlighed, fordi han efter politiets opfattelse kørte for stærkt og over for rødt lys.

Bilinspektøren skønner foreløbigt, at varevognen, en Mercedes Vito, kørte mindst 60 km/t på stedet, hvor fartgrænsen er 50 km/t. Skønnet fra bilinspektøren stammer fra vidneforklaringer om, hvornår varevognen begyndte at bremse.

Vidner: Der var rødt
To vidner siger også, at bilisten kørte over for rødt lys. De samme to vidner mener, at varevognen dog kun kørte 40-50 km/t, og derfor fandt retten ikke, at der var grundlag for at varetægtsfængsle den 41-årige håndværker.

Retten mente ikke, at der var tale om særligt skærpende omstændigheder, som det kræves for at varetægtsfængsle.

Se også: Kræves fængslet for trafikdrab: Kørte alt for stærkt

Han erkendte uagtsomt manddrab, men benægtede, at han kørte hensynsløst.

Den 41-årige sagde i retten, at han kørte frem for grønt lys. Han var på vej på arbejde og skulle køre til Helsingør-motorvejen, da han ramte cyklisten, der var dræbt på stedet.

- Det sagde bang
- Jeg ser overhovedet ingen cyklister. Det er først, da det siger 'bang', at jeg opdager cyklisten, forklarede den 41-årige i retten.

Han forsøgte selv at hjælpe cyklisten og råbte efter hjælp. Flere personer kom til og hjalp kvinden og forsøgte at berolige bilisten.

Varevognen kørte lige ud, mens cyklisten skulle svinge til venstre. Hun havde grønt lys og skulle cykle videre ad Valby Langgade. I retten blev det oplyst, at kvindens cykellygter fungerede fint.

Se også: Kvindelig cyklist dræbt i morgentrafikken

Ulykken skete klokken 6.20 i krydset Vigerslevvej/Valby Langgade, hvor kvinden blev ramt af den sorte Mercedes Vito. Kvinden ville dreje til venstre ad Vigerslevvej. Hun blev slynget flere meter gennem luften og fik så voldsomme kvæstelser, at hun afgik ved døden.

Kvinden var sygeplejerske, men hendes identitet må ikke oplyses nærmere.

Anklageren krævede grundlovsforhøret holdt for lukkede døre, fordi der var tale om en ulykkelig sag, men det afviste dommeren.

Den 41-årige håndværker blev fremstillet i retten i sit arbejdstøj og virkede rolig. I starten knækkede hans stemme dog lidt, da han skulle forklare sig.

Politiet har rutinemæssigt taget en blodprøve af den 41-årige bilist, men der er ingen mistanke om spirituskørsel.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere