Holdt som slave i London i 30 år

Tre kvinder slog alarm til velgørende organisation efter tv-udsendelse

Politiet i London har anholdt et par - begge 67 år - efter at have fundet tre 'stærkt traumatiserede' kvinder i en lejlighed i den sydlige del af storbyen.

Aktionen sker efter et tip fra en velgørende organisation, Freedom Charity. En af kvinderne har oplyst, at hun er blevet holdt som slave i mere end 30 år, skriver Daily Mirror.

Ros fra politiet
Efter anmeldelsen fandt politiet frem til huset, og med hjælp fra organisationen lykkedes det at få de tre kvinder fri. Der er tale om en 69-årig fra Malaysia, en 57-årig irer og en 30-årig britisk kvinde.

Angiveligt var det en tv-dokumentar om arrangerede ægteskaber, som henledte de indespærrede kvinders opmærksomhed på, at de kunne få hjælp fra organisationen.

- Vi må rose Freedom Charity og arbejder nu sammen med dem om at støtte ofrene, som ser ud til at være blevet holdt fanget i op til 30 år, siger inspektør Kevin Hyland fra Scotland Yards afdeling for trafficking.

Bragt til trygt sted
- En undersøgelse er sat i gang for at få afdækket kendsgerningerne omkring disse meget alvorlige påstande, fortsætter han.

De tre kvinder er nu anbragt på et sikkert og trygt sted, skriver AP.











Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere