Forbrændt over hele kroppen af 130 grader varmt fedtstof

En arbejdsulykke på en jysk foderfabrik er gået hårdt ud over en mand, som nu behandles på Rigshospitalet

(Foto: Google Maps)
(Foto: Google Maps)

En 47-årig mand blev i aftes voldsomt forbrændt af flydende fedtstof ved en arbejdsulykke på foderfabrikken FarmFood, der ligger på Havnevej i limfjordsbyen Løgstør.

Ulykken fandt sted ved 18-tiden torsdag aften, oplyser Nordjyllands Politi.

Vagtchef Mogens Hougesen oplyser tidligt i morges til Ekstra Bladet, at mandens tilstand er stabil.

- Manden er ikke i livsfare. Men forbrændinger er jo altid alvorlige på grund af væsketab og infektionsrisiko. Vi checker senere i dag op på hans tilstand, siger vagtchefen fra Nordjyllands Politi.

Medarbejderen bliver oversprøjtet med 130 grader varmt og flydende fedtstof i forbindelse med en testkørsel af et produktionsanlæg, fortæller vagtchef Mogens Hougesen.

Forbrændt over hele kroppen
- Han er forbrændt over hele kroppen, inklusiv ansigtet, men han er dog ved bevidsthed, da man kommer derud, tilføjer vagtchefen fra Nordjyllands Politi.

På grund af forbrændingerne er manden overført til Rigshospitalet, som har en særlig afdeling til behandling af brandsår.

Arbejdstilsynet har været ude med to mand på foderfabrikken for at undersøge, hvordan ulykken kunne finde sted.

De pårørende er underrettet.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere