JFK's magi lever videre

Kennedy blev myrdet i dag for 50 år siden, men han lever videre som symbol på håb, fremskridt og muligheder.

Præsident Kennedy 25. oktober 1962 (Foto: Polfoto)
Præsident Kennedy 25. oktober 1962 (Foto: Polfoto)

Da John F. Kennedy blev skudt i Dallas, Texas, den 22. november 1963, var det ikke bare USA's præsident, som blev myrdet.

Det var også det, han repræsenterede.

- Det var en ny æra, da JFK blev valgt i 1960. Han rørte ved en nerve, der ikke var rørt ved før. Han var ung, han var irsk katolik, han havde små børn med i Det Hvide Hus, siger Rufus Gifford, USA's ambassadør i Danmark.

Verden havde ikke før set en så ung amerikansk præsident. Han var 46, da han blev skudt.

Se også: USA mindes Kennedy

Trods sin ungdom kunne han spille med, når der skulle løses globale kriser, og hans kone, Jackie, var fotogen.

Han kunne sige "Ich bin ein Berliner", han kunne banke rygrad ind i amerikanerne og fortælle dem, at amerikansk teknologi og vilje vil sende en mand til månen.

- Ikke fordi det er let, men fordi det er svært.

I 1969 tog astronauten Neil Armstrong "et lille skridt for mennesket, et kæmpeskridt for menneskeheden".

Det var denne ungdom, vilje og håb, der også blev skudt på i kortegen i Dallas og dermed ramte en stor efterkrigsgeneration, som var begejstret for JFK.

Men det er også nogle af de ting, der nu lever videre i hans eftermæle, og som er symbolet på JFK - også hos amerikanere, der ikke oplevede ham.

Se også: Det vidste du måske ikke om JFK-mordet

Det gælder blandt andre ambassadør Gifford. Han er født i 1974, men han er på en måde alligevel vokset op med JFK.

- Jeg husker, at min far viste mig en Kennedy-tale, da jeg har været vel ni eller 10 år. "Spørg ikke, hvad dit land kan gøre for dig. Spørg, hvad du kan gøre for dit land". Min far viste mig alle de dokumentarprogrammer, vi kunne finde om Kennedy, fortæller Gifford.

Det har vel også hjulpet på Kennedys eftermæle, at han var præsident under store begivenheder som opførelsen af Berlinmuren og Cubakrisen?

- Der var store spørgsmål, både nationalt og internationalt. Men det er også sådan, at en god leder vokser med udfordringen. Og det gjorde JFK.

Har USA taget Kennedy-familien til sig som en slags kongelig familie?

- Jeg forstår billedet, for familien lever videre i offentligheden, der har fulgt med i børnenes opvækst, ulykker og tragedier. Vi så, at Ted Kennedy (lillebror til JFK red.) kom i Kongressen, og nu er JFK's datter Caroline lige blevet USA's ambassadør i Japan, siger Rufus Gifford.

/ritzau/

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere