Albertslund-brande: Hård straf til 18-årig

Albertslund stod i flammer gennem et halvt år. Nu er 18-årig dømt for storbranden i institutionen Frihjulet

En 18-årig er idømt fire et halvt års fængsel for branden i Frihjulet i Albertslund. (Foto: Kenneth Meyer)
En 18-årig er idømt fire et halvt års fængsel for branden i Frihjulet i Albertslund. (Foto: Kenneth Meyer)

Langt over påsatte 100 brande hærgede Albertslund fra efteråret sidste år til foråret i år. Nu er en 18-årig blevet idømt fire et halvt års fængsel for en af de alvorligste brande, der 12. marts lagde ungehuset Frihjulet i ruiner.

Den 18-årige, der er af anden etnisk herkomst, blev også betinget udvist af Danmark. Han blev dømt for brandstiftelse under særligt skærpende omstændigheder.

Med i dommen er også to påsatte brande i affaldscontainere i Albertslund, og to væbnede røverier mod Aldi i Albertslund Centret og på Egelundsvej i februar. Han blev også dømt for at slå en kvinde i ansigtet og stjæle hendes jakke.

Den 18-årige tog betænkningstid med hensyn til anke.

Der skete skader for cirka syv millioner kroner ved branden, men retten i Glostrup undlod at dømme den 18-årige til at betale erstatning, oplyser Københavns Vestegns politi.

Se også: Albertslund stod i flammer: Fire tiltalt

Tre andre unge fra lokalområdet blev også dømt i sagen. En 17-årig fik seks måneders fængsel, heraf fem betinget, for tre containerbrande og medvirken til tyveri af jakken fra den kvinde, som den 18-årige slog. Den 17-årige udvises også betinget af danmark, og han ankede på stedet.

En 18-årig blev dømt for at have været med til det ene Aldi-røveri den 22. februar. Han fik seks måneders fængsel, heraf fire måneder betinget.

Skærpende
En 16-årig blev idømt halvandet års fængsel for to påsatte brande i skraldespande i Stjernens Kvarter i Albertslund, for det ene Aldi-røveri og for et gaderøveri, hvor han truede en dreng til at aflevere sin mobiltelefon. Den 16-årige blev også dømt for vidnetrusler mod røveriofferet.

Se også: Albertslund står i flammer: 99 brande på seks måneder

- Retten gav anklagemyndigheden medhold i, at det var en skærpende omstændighed, at brandene blev påsat i en periode, hvor Albertslund var plaget af brandstiftelser, siger senioranklager Helene Schrøder.

Den 18-årige, der har siddet varetægtsfængslet siden 15. marts, er fortsat fængslet efter dommen.

Se også: Politiet: Brand i fritidsklub var påsat

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere