13-årig dreng dræbt i motocross-ulykke

Tragisk ulykke blev i weekenden fatal for ung motorcrosskører

En blot 13-årig dreng mistede i går livet i en motocross-ulykke, skriver tv2.dk.

Ulykken skete sidst på formiddagen i Rødme lidt nord for Svendborg på Sydfyn, hvorefter drengen blev indbragt på Odense Universitetshospital.

Men klokken 20 i aftes blev han erklæret død.

Se video fra ulykken over artiklen. Se flere billeder og mere video på localeyes.dk

- Det er to knægte, der ligger og kører rundt. Og den ene svæver så hen over et bump og lander uheldigt, så han får et kraftigt slag i hovedet, så hjernen hæver op. Man lægger ham i respirator, men vælger senere at erklære ham død efter aftale med forældrene, siger vagtchef hos Fyns Politi, Jesper Fält, til Ekstra Bladet.

Begge fædre til de to drenge var til stede på banen, da ulykken skete, og de tilkaldte en ambulance.

Politiet blev først underrettet om ulykken, da drengen blev erklæret død senere på aftenen, så de havde ikke mulighed for at komme ud og besigtige knallerten og banen i går.

- Da vi blev underrettet, var vi allerede på baghjul, så det bliver formentlig lokalpolitiet, der tager ud og besigtiger bane og knallerten, siger vagtchefen og understreger, at alt tyder på, at det var en ulykkelig hændelse, der førte til dødsfaldet.

TV2 har talt med bestyrelsesmedlem i klubben, der har banen, hvor ulykken skete.

- Det var en soloulykke, der skete under en træning, forklarer bestyrelsesmedlem Anders Johansen, der garanterer, at banen levede op til alle retningslinjer.

- Der var førstehjælp til stede, da ulykken skete, påger Anders Johansen over for tv2.dk.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere