Bortvist ansat bag brande på plejehjem for blinde

Beboerne på et plejehjem for blinde i Valby ånder lettet op efter at en tidligere medarbejder nu har tilstået, at han står bag tre påsatte brande på plejehjemmet

En tidligere ansat har tilstået tre påsatte brande på plejecentret Solterrasserne i Valby, der er plejehjem for blinde og svagtseende. En 91-årig blev reddet af røgalarmen. (Foto: Jonas Olufson)
En tidligere ansat har tilstået tre påsatte brande på plejecentret Solterrasserne i Valby, der er plejehjem for blinde og svagtseende. En 91-årig blev reddet af røgalarmen. (Foto: Jonas Olufson)

Tre påsatte brande har opskræmt beboerne på plejecentret Solterrasserne i Valby, der er et plejehjem for blinde og svagtseende. En 91-årig kvinde blev reddet af røgalarmen, da der blev stukket ild til en hynde, som var placeret op ad hendes terrassedør, hvor ruden var knust.

Nu kan beboerne ånde lettet op, efter at en 28-årig tidligere medarbejder fra plejehjemmet på Johan Krohns Vej 8 har tilstået de tre påsatte brande.

Han hævder, at han påsatte brandene for at slette spor efter indbrud i lejlighederne. Den 28-årige var blevet bortvist fra sin stilling i sensommeren på grund af mistanke om, at han begik tyverier på plejehjemmet.

Truede vagt med pistol
Politiet havde den 28-årige mistænkt for brandene, men beviserne manglede, da han den 15. november kl. 00.30 blev anholdt efter et tyveri på plejehjemmet, hvor han stjal to medaljer og et kreditkort fra en gammel mand. Han listede ind gennem en ulåst terrassedør.

Da han flygtede ud gennem terrassedøren blev han tilbageholdt af en vagt, som plejehjemmet havde hyret til at passe på beboerne efter de påsatte brande.

I forsøget på at slippe væk, truede den 28-årige vagten med en pistol, som viste sig at være en luftpistol, men vagten overmandede den 28-årige og holdt ham fast til politiet kom.

I går blev den 28-årige afhørt om de påsatte brande, som han tilstod.

Ville ikke skade beboerne
- Han har erkendt det faktiske, men siger, at det kun var for at slette spor efter indbrud. Han afviser, at han ville skade nogen af beboerne, siger Bertel Hejlesen, politiets brandafdeling til Ekstra Bladet.

Den 28-årige er sigtet for de tre brandstiftelser, og i det ene tilfælde efter den alvorligste paragraf om brandstiftelse § 180, hvor mennesker har været i overhængende fare. Branden hos den 91-årige kvinde kunne nemlig være gået helt galt, men røgalarmen gik i gang og personalet fik reddet hende ud.

Se også: Fængslet for røveri på plejehjem

Branden hos den 91-årige skete ved 23-tiden den 30. oktober. Lidt tidligere på aftenen havde det først været en mindre brand i en anden stuelejlighed, hvor den 28-årige knuste ruden i døren, men kun fik knust det yderste lag glas, da indbrudsforsøget støjede. For at slette sporene lagde han en serviet i den knuste rude og antændte servietten.

Kort efter forsøger han at bryde ind i den 91-åriges lejlighed.

Han knuser ruden i terrassedøren, men igen kun det yderste lag glas. Indbrudsforsøget støjer, og den 28-årige giver op. Ifølge sin forklaring tager han en hynde fra en hyndeboks på terrassen og sætter ild til den for at slette sporene.

Ilden får fat i træet i vinduespartiet, men røgalarmen går i gang.

- Han siger, at han ikke vidste, at der var en beboer i lejligheden. Men i betragtning af tidspunktet om natten, og der er tale om et plejehjem for blinde og svagtseende, har vi sigtet ham efter den strenge bestemmelse om brandstiftelse, oplyser Bertel Hejlesen.

- Det farligste er altid røgen. Det er som regel den, folk dør af, siger Bertel Hejlesen.

Kom retur til gerningsstedet
Den 5. november kom den 28-årige retur ved midnat til den 91-åriges lejlighed, der var ubeboelig på grund af røg. Derfor var den 91-årige blevet genhuset. Han forsøgte at komme ind i lejligheden gennem terrassedøren, men opgav igen indbruddet. I stedet stak han ild på gardinerne for at slette sporene.

- Hensigten har efter hans forklaring været berigelse, siger Bertel Hejlesen, brandafdelingen.

Plejecentret Solterrasserne er en selvejende institution indenfor Dansk Blindesamfund. Der er 63 plejehjemsboliger. De fleste beboere er blinde eller svagtseende, men der bor også døvblinde beboere.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere