Harddisk med millioner jages på losseplads

James Howells glemte alt om, at han havde såkaldte bitcoin liggende på gammel computer

Maskinen med de værdifulde oplysninger ligger under mindst en meter skrald på en britisk losseplads som denne. (Polfoto)
Maskinen med de værdifulde oplysninger ligger under mindst en meter skrald på en britisk losseplads som denne. (Polfoto)

En britisk it-nørd har de seneste dage ledt febrilsk efter sin gamle harddisk på en losseplads i Wales, skriver britiske medier.

James Howells smed delen bort som gammelt skrot, men fandt siden ud af, at han her havde lagret 7500 såkaldte bitcoin - uden nogen backup.

Kursen eksploderer
De virtuelle penge blev købt i 2009 for næsten ingenting, men kursen er i den seneste tid eksploderet.

Se også: Dine oplysninger kan være sat til salg på nettet

I denne uge passerede værdien af en bitcoin således 1000 dollar. På James Howells forsvundne harddisk befinder sig dermed værdier for 7,5 mio. dollar - over 41 mio. kr.

Efter købet af bitcoin kom it-manden til at spilde en drink ned i maskinen og skrottede delene, skriver BBC.

Harddisken lå i en skuffe i tre år, men for nogle måneder siden røg den til storskrald. James Howells havde glemt alt om de gamle bitcoin.

Han kom først i tanke om pengene, da han for kort tid siden læste om en nordmand, der var blevet millionær på grund af kursstigninger på net-valutaen.

Ledte febrilsk
It-manden gennemgik febrilsk sine usb-stik og harddiske, men der var ingen backup, forklarer han til Guardian.

Hans undersøgelser viser, at den forsvundne computerdel er endt på en losseplads i Newport i Wales.

Her er området med gammelt ragelse på størrelse med en fodboldbane. Personalet på stedet forklarede, at ting ankommet for tre-fire måneder siden nu ligger under mindst en meter affald.

- Det ville kræve en indsats af 15 mand i beskyttelsesudstyr uden garanti for resultat, siger den nedslåede waliser.

Han udlover en dusør, men har reelt opgivet håbet.

Lossepladsen oplyser til Guardian, at lykkejægerne ikke vil få adgang.

- Men finder vi udstyret, vil det selvfølgelig blive returneret, lyder det.

Seneste i Nyheder
Mest læste i Nyheder
Hent flere
Forsiden lige nu
Plus anbefaler
Hent flere